Letvægtsnyheder fra Sydsudan

Bragt på ms.dk 29. juni 2006

Informationsbehovet er enormt i Sydsudan efter freden er blevet hverdag, og folk skal finde et fælles trav i opbygningen af landet. Men hvordan er det nu lige man får nyhedsstrømmen til at flyde, når der hverken er strøm, computere og printere til rådighed, men kun en gammeldags skrivemaskine med farvebånd?

Vi mødes på halvvejen i byen Koboko i det Nordvestlige Uganda. De ankommer med bus fra Mugwo, som er et lille bondesamfund tæt ved den ugandiske grænse i Sydsudan, der består af 27.000 mennesker. Jeg flyver ind fra Ugandas hovedstad Kampala. Og når vi har valgt at mødes i Koboko er det fordi de sikkerhedsregler, som FNs koordineringsenhed UN-OCHA udstikker, fraråder at man bevæger sig udenfor Yei by i en omkreds af 10 kiliometer medmindre man kører i militæreskorte. Som MS’er ansat i Uganda skal jeg følge FNs sikkerhedsregler, men undgå at køre i militæreskorte.

Overdreven sikkerhed

De fire mænd og den ene kvinde, som jeg skal mødes med er derimod ikke underlagt nogle regler. Og de synes i øvrigt også at FNs sikkerhedsregler er noget overdrevne. Efter 21 års borgerkrig hører de enkelte skudepisoder, som fandt sted i efteråret sidste år, og som var medvirkende til at  FN skærpede sikkkerhedsniveauet, klart til i småtingsafdelingen. De tager busturen til Koboko, fordi de har en opgave, som de vil have udført. FN-regler eller ikke FN-regler, sådan er det.

Informationsbehov

Mugwo, hvor de fem kommer fra, ligger ca. 30 kilometer udenfor byen Yei i Sydsudan, og i Mugwo er der hverken telefonforbindelse, internet, rindende vand, ordentlige sanitære forhold eller strøm. Men der er et enormt behov for at finde en måde at dele informationer på, og folk har længe ønsket at få et nyhedsbrev. Især efter fredsaftalen blev indgået for 18 måneder siden mellem Nord- og Sydsudan, og udviklingen af landet har taget fart, er der så mange informationer, som folk gerne vil dele med hinanden: Om indholdet af fredsaftalen, om den folkeafstemning som i 2011 skal afgøre om Sydsudan skal være et selvstændigt land, om deres børns skolegang, om sundhed, effektivt landbrug, ordentlige priser for afgrøder og alle de andre udfordringer, som man står overfor i et samfund, der stort set har ingenting, men som ønsker at få alt – nu der er fred til det.

Det afrikanske talent

De fem har forberedt sig inden de kom. De ved præcis hvilke emner, som de vil skrive om og dele med andre. Så jeg gør det modsatte af hvad man gør i skolen på disse egne, hvor udenadslære er normen og teori er højt hævet over praksis. Jeg dropper enetaler og teori, deler papir og kuglepenne ud og går i krig med praksis.

I hele Østafrika er det bemærkelsesværdigt, hvor langt fremme medieverdnen er. Bortset fra de værste udokumenterede sladrehistorier er aviserne fuldt på højde med medierne på vores nordlige breddegrader. De skrivende journalisterne kan deres kram, og forstår i den grad at komponere en god historie. Det samme gælder for mange radiostationer, der især leverer top professionele talkshows. Afrikas verbale tradition, hvor ethvert barn lurer forældrene, besteforældrene, tanterne og onklerne formidlingskunsten af, og – uden at hakke og stamme i det –  evner at holde deres lyttere tryllebundne med formfuldent formulerede historierer, er måske en af grundene til at netop medieverdnen i Østafrika lader til at storme frem med syvmileskidt.

Sex og dobbeltmoral

Noget tyder på at sydsudanesere besidder det samme fortælle- og skrivetalent, som deres østafrikanske brødre og søstre. For snart grifler de fem på livet løs, og en times tid efter har vi de første artikler; stilistisk korrekt komponeret og skrevet med en ild, der vidner om brændende, personligt engagement.

En artikel handler om en gravid skolepige, der droppes af kæresten, hvorefter hun begår selvmord. Skribenten stiller spørgsmålet: Skal vi prædike sexual afholdenhed for vores unge, når vi ved de ikke kan holde sig på måtten, og stiltiende se til at de unge, sådan som pigen i historien, vælger at dø med skammen? En anden artikel handler om skovhugst og de klimaforandringer, som det måske fører med sig. Den kvindelige deltager har sin egen på en gang helt basale og topmoderne nieche: Marketing og kommunikation. Det er i høj grad kvinderne, som sørger for at holde sammen på familien i Sydsudan, og brødføde alle medlemmer ved at dyrke jorden. Det er også kvinderne, som sørger for at børnene kommer i skole, nu der er regelmæssig skolegang efter fredsaftalen kom i stand. Men det kræver kontanter at betale skolepenge, og derfor skal afgrøderne ikke kun bruges i familien, de skal også gerne sælges. Men når man hverken har transport til markeder udenfor sin egen landsby, telefon eller andre kommunikationsmidler til at finde ud af hvad markedspriserne er, hvad gør man så?

Lim, saks og rettelak

Inden vi mødes har jeg lavet nogle skabeloner til nyhedsbrevet, som vi kan klistre tekst, artikler og fotos ind på. Jeg har også taget papir, sakse, linialer, rettelak og lim med. De fem laver skriveøvelser og skriver flere artikler, altimens jeg taster det hele ind på min medbragte computer og printer ud. Fordi der ikke er strøm i Mugwo, og det derfor er håbløst at de anskaffer sig en computer, har vi aftalt at de næste gang selv tamper alle artikler ind på en gammeldags skrivemaskine med farvebånd. Men denne første gang bruger vi computeren, som var den en skrivemaskine, og bagefter sætter vi det hele sammen.  1 ½ døgn senere har vi et nyhedsbrev bestående af 12 artikler på løse ark, som kan hæftes sammen eller sættes op på informationstavler alt efter behov.

Lette nyheder

På vej tilbage til Kampala møder jeg et af CNNs Afrika-hold. I anledning af  FNs Flygtningedag den 20. juni har CNN rapporteret fra en af Nordugandas uendelig mange flygtningelejre for sydsudanesiske flygtninge  Nu skal holdet med det samme fly som mig tilbage til Kampala på deres vej til Johannesborg.

Flyet skulle have været afgået kl 9:30. Men pga af den tid, som det tager at gennemchecke, regne overvægt ud og stoppe TV-holdets enorme mængder af informations-udstyr, inklusiv en generator ind på den minimale baggageplads, som der er i et 18 personers fly, bliver vi  forsinket godt en time.

Men endelig kommer vi afsted. Og altimens vi svæver hen over landskabet bevæbnet til tænderne med informationsudstyr, som kan sende nyheder ud til hele verden, så kører de fem tilbage til Sydsudan i bus med deres første selvgjorte nyhedsbrev nogensinde.

Af Vibeke Quaade, Kampala

, ,

About vqeverywhere

Love politics, media, trend spotting and groundbreaking new ideas

View all posts by vqeverywhere

Subscribe

Subscribe to our RSS feed and social profiles to receive updates.

No comments yet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: