Første fredelige demonstation i Yei nogensinde

Bragt på ms.dk 30. maj 2006

De anede ikke, at de ville blive vidner til et historisk døgn i den sydsudanske by Yei. Dorthe Pedersen og Vibeke Quaade, begge udviklingsarbejdere for Mellemfolkeligt Samvirke i Uganda, var i Yei torsdag den 25. maj, da en fremtrædende læge blev dræbt. Byens borgere greb til et våben, de aldrig nogensinde før har brugt: En fredelig demonstration.

Det er aften. Alt ånder fred og ro i Yei, Sydsudan. Natteluften er blid og kølig, det har været en varm dag.

Der laves mad, der vaskes op, der lægges børn i seng, der snakkes og pludres, og især byens unge nyder, at der er lys i gaderne, omend det kun er fra kl. 19 – 22. For lys betyder relativ sikkerhed til at være ude om aftenen, og sikkerhed betyder alt i Yei efter 21 års borgerkrig.

Stilheden brydes

Pludselig flænges den stille aften af skud. De rolige lyde ændres brat til højlydte skrig og grædende stemmer.

De næste mange timer akkompagneres den sørgende bys lyde af trommer. Og efterhånden når den gruopvækkende nyhed frem.

En af byens børn, en læge som havde taget sin uddannelse i Uganda, mens han var i eksil, og som nu, da Yei var blevet fredelig, var kommet hjem for at være med til at skabe fremtiden, er blevet dræbt. Formentlig lokket i baghold og skudt i sin bil af to mænd i uniform.

Frygt i luften

Byen er ikke sig selv næste morgen. De smukke alléer flankeret af høje teaktræer, som plejer at være fyldt med fodgængere, cyklister og en enkelt bil i ny og næ, er nærmest støvsuget for liv. Og de få folk, som er ude at gå, er stive i blikket og triste i deres morgenhilsen.

Internet cafeen med de fem stationære computere, som siden den åbnede har været propfyldt med folk, er helt tom.

Stemningen er afventende – hvad vil der ske? Frygten er ikke til at komme udenom. I disse dage betales militæret godt nok for at overlade sikkerhedsansvaret til politiet. Militæret returnerer i tusindvis til et liv, hvor de ikke konstant er på vagt og i krig.

Men mængden af våben er overvældende i det sydlige Sudan. Alle er klar over at uanset fredsaftaler og gode intentioner er der fortsat rigtig mange soldater, eks-soldater og alle mulige andre, som alt for gerne vil benytte enhver lejlighed til at bruge deres våben.

Yei vil fred

Men heldigvis er der også alle de andre. Almindelige mennesker, som bare vil have fred. Og som har alt for meget erfaring med krigsrædsler til at tro på, at krig er en løsning for at få fred. De har brugt natten og sørgestunden til at tænke sig godt om og diskutere, hvad de kan gøre. De er kommet frem til, at den eneste løsning er en fredelig demonstration, hvor de viser at Yei vil fred, ikke krig.

Det er den første fredelige demonstration i Yei nogenside. Et langsomt optog af triste mennesker; familiemedlemmer, venner og kolleger.

”Fred i Yei, ”Sikkerhed for alle i Yei”, ”Vi er gæstfrie, ikke vilde”, ”Våben ud af Yei”. Papskiltene taler deres tydelige sprog.

Demonstrationen går først i retning af hovedkvarteret for FNs militærpoliti. De patruljerer området for at understøtte den fredsaftale som blev indgået for 18 måneder siden mellem Khatoum-styret i Nordsudan og den nyetablerede  regering i Sydsudans nye hovedstad Juba. Dernæst går demonstrationen til Yei’s rådhus. Og begge steder er beskeden den samme.  Myndighederne – uanset hvem de er og hvad de repræsenterer – må gøre endnu mere end de allerede gør for at skærpe sikkerheden, så Yei ikke igen bliver et helvede på jord for alle dens indbyggere.

Ikke mindst nu hvor byens indbyggertal dag for dag vokser fordi flygtninge, som har levet i eksil i Uganda, Kenya og Gongo, vender hjem for at skabe en ny tilværelse og et nyt Sydsudan.

Af Vibeke Quaade, Yei

, , , , ,

About vqeverywhere

Love politics, media, trend spotting and groundbreaking new ideas

View all posts by vqeverywhere

Subscribe

Subscribe to our RSS feed and social profiles to receive updates.

No comments yet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: