Kenya bløder med Uganda som nervøs nabo

Kristeligt Dagblad 8. februar 2008

Konflikten i Kenya smitter af i Uganda. Det, der optager sindene i nabolandet, er frygten for, at det etniske helvede i dagens Kenya kan blive til morgendagens i Uganda.

Kenya bløder – og Uganda ligger lige ved siden af.

Lukket inde midt i østafrika uden direkte adgang til havet og til international handel. Og med komplicerede naboer på alle sider: Kenya, Sudan, Congo, Rwanda og Tanzania, som i det selskab udgør den eneste stabile undtagelse.

Konflikten i Kenya smitter af i Uganda. Den dukker op i alle samtaler. Og ikke kun fordi Kenya og havnen i Mombasa er handelsknudepunktet i Østafrika og dermed Ugandas trinbræt til verden. Heller ikke fordi brændstof i form af diesel og benzin kommer med tankvogne gennem Kenya, og en vedvarende kenyansk krise kan lukke for den trafik og komme til at betyde, at Ugandas spirende økonomi kollapser.

Det, der optager sindene, er frygten for, at det etniske helvede i dagens Kenya kan blive til morgendagens i Uganda.

Det er kun to år siden, at det første flerpartisvalg i mere end 20 år blev holdt i Uganda. Det var en nervepirrende omgang, hvor den nuværende præsident, Yoweri Museveni, og hans nærmeste modstander, oppositionslederen Kizza Besigye, lå meget tæt på hinanden.

Fordelingen var 59 procent af stemmerne til Museveni, fortrinsvis leveret fra borgere i det vestlige Uganda, hvor han selv kommer fra. Besigye fik 37 procent af stemmerne og opbakning fra især den nordlige del af landet, som er præget af minus-udvikling og har været hærget af borgerkrig mellem rebelgruppen Lords Resistance Army og den siddende ugandiske regering i godt 20 år.

Det kunne være gået galt på den kenyanske facon i 2006.

Det gjorde det heldigvis ikke. Men i Uganda er folk er bange for, at det sker næste gang.

Uganda er et af verdens fattigste lande, men samtidig er landet ligesom Kenya præget af enorme økonomiske forskelle. Nye elegante villaer dukker hele tiden op i hovedstaden Kampala, der i den grad er påvirket af en voksende middelklasse med økonomisk overskud. Velstand kan man også få øje på i den sydvestlige del af landet, særligt omkring Mbarara, hvor præsident Museveni har sin familiære base.I den nordlige del af landet er billedet helt anderledes; lerhytter med græstag, og kvinder og børn, som barfodet henter vand langvejs fra.

De klare økonomiske forskelle, som viser sig i landskabet, synes ligefrem proportionale med de statistikker over magtfordelingen, som de ugandiske medier de seneste dage har offentliggjort og heftigt debateret. Hvis man deler landet op i fire regioner: nord, øst, vest og den centrale del, hvor Kampala er midtpunkt, så er befolkningstætheden nogenlunde den samme alle vegne; et sted mellem 23 og 27 procent.

Der skulle dermed også være alt mulig grund til en ligelig geografisk repræsentation på samfundets magtposter. Det er der bare ikke. I ministerporteføljet, som det ser ud her i januar 2008, er de 47 af 71 pladser besat med folk fra den vestlige og centrale del af landet.

I hæren er den regionale ulighed endnu mere grotesk. 74 procent af alle militære topposter er besat af ‘vesterlændinge’, mens der er totalt fravær af østlige generaler og kun ni procent fra nord. Statistikkerne for højesteretsdommere, amtsborgmestre og ambassadører ved Ugandas repræsentioner i udlandet viser det samme. En massiv overvægt af folk fra den vestlige og centrale del af landet.

Selv for trofaste Museveni-støtter og medlemmer af hans parti, National Resistance Movement (NRM), er den ulige magtfordeling ved at være for meget.

Allerede inden jul, og inden Kenya-krisen brød ud, tog en højtplaceret NRM-politiker, Mike Mukula, som kommer fra den østlige og dermed underrepræsenterede del af landet, bladet fra munden. ‘Præsidentens stamme udsulter alle andre,’ sagde han ved det årlige partibestyrelsesmøde den 17. december 2007.

Mike Mukulas udtalelser skabte en voldsom polemik. I årevis har spørgsmålet om magtfordelingen imellem Ugandas mere end 35 stammer været et tabu, fordi et af grundprincipperne i NRM altid har været lighed for alle, i modsætning til den praksis, som landet ellers havde oplevet under briterne, Obote og Amin.

Her i det nye år har præsident Museveni ved hver given lejlighed gentaget, at NRM ikke tolererer etnisk og religiøst baseret forskelsbehandling.

Men mange tror ham ikke over en dørtærskel. Især blandt oppositionen er tvivlen stor. De henviser til, at magtkoncentrationen og velstanden omkring vest taler sit eget sprog.

Men en af præsidentens største kritikere, Charles Onyango-Obbo, som er forhenværende chefredaktør for oppositionsavisen Daily Monitor, og som nu lever i mere eller mindre selvvalgt eksil i Nairobi, forsvarer ham med næb og kløer. Obbo tror ikke et sekund på, at præsidenten bedømmer mennesker ud fra stammetilhørsforhold. Kun ud fra, om de kan befæste og forstærke hans magtbase.

Det kan lyde som en dårlig undskyldning, men sagen er, at den skæve rollefordelingen i dagens Uganda allerede blev etableret under det britiske imperium. Soldater – høje stærke mænd – blev rekrutteret fra det nordlige og nordøstlige Uganda, mens folk fra den centrale del af landet, hvor kongen var velvillig overfor briterne, blev indlemmet i den bristike administration og fik adgang til uddannelse. Den vestlige befolkningsgruppe var alt for lavstammet til at være krigere. De var traditionelt jordbrugere og kom derfor til at stå for landbrugsproduktion.

Den rollefordeling er så fortsat. Hvadenten det ugandiske statsoverhovede har heddet Obote, Amin eller Museveni, så har fordelingen set nogenlunde ligesådan ud. Selvom Obote og Amin kom fra henholdsvis det nordlige Uganda og Westnile ( tæt ved Congo og Sudan, red.), så rekrutterede de deres folk fra det vestlige og centrale Uganda. Strategisk var det smart for dem at konsolidere deres nye magtbase og have gode venner blandt den traditionelle elite, som ellers udgjorde en potentiel trussel, fordi de tidligere havde siddet på magten.

Så situationen er slet ikke ny under Museveni-styret. Blot er magtskævfordelingen endnu mere udtalt nu, end den var under briterne, som trods alt havde flere folk fra nord i deres administration end den nuværende regering har. Men resultatet er det samme: relativ velstand og udvikling i den vestlige og centrale det af landet, armod i nord og i øst.

Og det er det, som er fatalt, og det er den situation, som folk frygter. For selvom Uganda allerede i 1997 vedtog en master-plan for fattigdomsbekæmpelse og udvikling (the Poverty Eradication Action Plan), og antallet af borgere, som lever under fattigdomsgrænsen på seks danske kroner pr. dag er faldet fra 56 procent i 1994 til 31 procent i 2006, så er den socio-okonomiske skævfordeling i landet nærmest skåret ud i pap efter folks stammetilhørsforhold.

Den er så markant, at det med et et sideblik til Kenya kun ser ud som et spørgsmål om tid, før det hele eksploderer.

I Kenya er velstanden koncenteret omkring kikui-stammen. I Uganda er det banyankore, bakiga, bahororo og baganda fra Vest- og centraluganda, som sidder på flæsket og de nye villaer i hovedstaden, mens acholi, langi og iteso og andre mindre stammer fra nord og øst fortsat bor i lerhytter.

Mens 31 procent lever i ekstrem fattigdom i det vestlige Uganda er tallene henholdsvis 64 procent og 46 procent for nord og øst.

Det er en tikkende bombe, og alle ved det. De østafrikanske lande kan være nok så meget spirende demokratier med positive økonomiske vækstrater, men hvis halvdelen af befolkningen ikke kan mærke det og fortsat er ludfattig, så kan det hele være lige meget.

Den ekstremt ujævne velstandsfordeling stammerne imellem skaber nid og nag. Og der skal handles hurtigt, hvis det siddende styre vil undgå, at landet går op i etnisk lys og lue.

Det næste valg i Uganda er om to år.

Af Vibeke Quaade