Håb om fred i Uganda

Jyllands-Posten 8. april 2008

Efter 21 års borgerkrig synes en fredsaftale mellem Ugandas regering og rebelgruppen LRA tæt på. Men fortsat råder tvivl om rebellederen Joseph Konys standpunkt og skæbne, konstaterer Vibeke Quaade fra Mellemfolkeligt Samvirke i Uganda.

Efter to årtier med borgerkrig i Nord-Uganda håber alle nu på, at freden er inden for rækkevidde.

Alle delaftaler mod en bindende fredsaftale er forhandlet på plads i en langtrukken process, som har stået på siden 14. juli 2006. Og parterne, som skal underskrive aftalen – Ugandas præsident Yoweri Museveni og lederen af rebelgruppen Lords Resistance Army (LRA), Joseph Kony – er også klar.

I hvert fald har Museveni entydigt sagt, at han er parat. Og Kony har ifølge sin forhandlingsleder, David Matsanga, også indvilget, i hvert fald principielt. Men datoen for Konys underskrivelse er indtil videre blevet flyttet tre gange fra den 28. marts til den 3. april og senest til den 10. april, og der bliver også ved med at komme nye LRA-krav på bordet.

Spørgsmålet er derfor, om den endelige fredsaftale vil blive underskrevet. Og, hvis det sker, i hvilket omfang aftalen vil blive effektueret.

Brudte løfter
For mens fredsforhandlingerne har stået på, er de løfter, som partnerne har forpligtiget hinanden til at overholde, gang på gang blevet brudt.

LRA-hæren har ikke samlet sig de to steder i det sydlige Sudan, hvor det var meningen, at den skulle opholde sig, indtil en endelig fredsaftale var på plads. Der har hele vejen igennem været rapporter om LRA-overfald på civilbefolkningen. Ikke i Nord-Uganda, men i det sydlige Sudan, hvor LRA i en årrække havde fast base, samt i det nordøstlige Congo, hvor LRA-hæren og Joseph Kony har holdt til det seneste års tid.

I den seneste tid er der også indløbet nyheder om overfald og tilfangetagelser i den østlige del af den Centralafrikanske Republik, hvortil i hvert fald dele af LRA-hæren er flyttet ifølge den ugandiske hærs talsmand Paddy Akundu.

Ekstrem brutalitet
Krigen i Nord-Uganda har været kendetegnet af ekstrem brutalitet, hvor ofre er endt med afskårne læber, ører og næser, udstukne øjne, enorme brændemærker og afhuggede arme og ben. I 20 år har 1,6 millioner mennesker ikke haft mulighed for at dyrke deres jord, holde kvæg eller på anden vis tjene til livets ophold. Af sikkerhedsmaessige årsager har de måttet bo i interimistiske lejre for internt fordrevne flygtninge.

LRAs rekrutteringsmetode, tilfangetagelse af unge og børn for at gøre dem til børnesoldater, har været et andet af krigens kendetegn. Og for udenforstående har det hele virket komplet uforståeligt, fordi krigens ofre primært har været Joseph Konys eget folk, acholi-folket.

I midten af 1980’erne, da konflikten begyndte, var målet dog klart nok. Blandt acholierne var der stor bitterhed over, at Museveni i 1986 havde væltet den nordugandiske general og præsident Tito Okello, som tilhørte acholi-folket, og sat sig selv i præsidentstolen.

Til krig for de 10 bud

Alice Lakwana var den første til at tage kampen op mod Museveni-styret. Hun hævdede at hun var besat af en ånd, der påbød hende at føre hellig krig. Men i 1987 mistede hun ånden og flyttede til Kenya. Tilbage i Uganda var Joseph Kony klar til at overtage. Hans mål blev at gøre Uganda til et land ledet efter LRAs kristne principper, baseret på de 10 bud.

Men efterhånden udviklede borgerkrigen i Nord-Uganda sig til en kompliceret affære, der rakte dybt ind i nabokonflikten mellem det nordlige og sydlige Sudan. En krig skal finansieres, og LRA vendte sig mod Khartoum-styret i det nordlige Sudan. Der havde man både ressourcer og et problem i det sydlige Sudan, som skulle klares.

Sagen var, at Sudan People’s Liberation Army (SPLA), Syd-Sudans befrielseshær, voldte problemer for Khartoum. SPLA blev mere eller mindre officielt støttet af Ugandas regering. Det lå derfor ligefor, at Khartoum-styret og LRA dannede fælles front, og at LRA blev lejesoldater for Khartoum i bytte mod bl.a. millitært isenkram.

Mandskab til at håndtere våbnene havde LRA nok af. Det blev rekrutteret, hver gang LRA indtog en nordugandisk landsby og tog børn og unge til fange. Ifølge Sudans præsident, Omar al-Bashir, stoppede Khartoum støtten til LRA i 2001.

Fejlslagne fredsforsøg


Der har tidligere været forsøg på at få fredelig afslutning på Ugandas borgerkrig i stand, men hver gang er det slået fejl. Først efter at den Internationale Straffedomstol i Haag udstedte arrestordrer for Joseph Kony og fire andre LRA-generaler 13. oktober 2005, kom der skred i tingene.

Men paradoksalt nok er det også de internationale sigtelser, som nu lader til at holde processen tilbage. For Kony vil for alt i verden ikke for en international domstol. LRA har især den seneste måned presset gevaldigt på for at få Haag til at droppe sigtelserne, overdrage sagen til Ugandas højesteret og lade en eventuel retssag og forsoningsprocess blive ført på hjemmebane.

Alle venter på Kony


Men det har den Internationale Straffedomstol sagt nej til. LRA-sigtelserne er de første, siden domstolen blev etableret i 2002, og skulle Haag droppe disse sigtelser, kunne den lige så godt lukke ned igen.

Derfor er det seneste af LRA’s krav, at fredsaftalen, i det øjeblik den er underskrevet af Kony og Museveni, skal sendes videre til FN’s Sikkerhedsråd. Sikkerhedsrådet skal så bede den Internationale Straffedomstol om at suspendere sagen i 12 måneder. Og først da vil LRA lægge våbnene.

Med eller uden underskrift er det er med andre ord fortsat et åbent spørgsmål, om krigen i Nord-Uganda kan afsluttes her og nu. Alle er på standby og venter på, hvad Konys næste skridt bliver.

Overgive sig, det gør han næppe.

Af Vibeke Quaade, Kampala