Unge krigere uden arbejde

Jyllands-Posten den 30. november 2008

I årtier har Karamoja været Ugandas smertensbarn. Her er for mange Kalashnikov-geværer, brutale plyndringer og perioder med hungersnød. Der er dog håb for fremtiden. MS støtter bl.a. en organisation, der oplyser borgerne om deres rettigheder og pligter.

For to år siden var det farligt at komme her – både for besøgende og for lokalbefolkningen.

Men lige nu ånder alt fred på grusvejen mod byen Nakapiripirit i det sydlige Karamoja. Kvinder går med babyer på ryggen og bylter på hovedet. Rismarker afløses af marker med solsikker, som igen afløses af mindre jordlodder med durra-korn. Kadam-bjergene toner frem i baggrunden, og ikke et gevær eller en kriger er at se.

Men man skal ikke vide sig sikker i Karamoja. I august blev to rutebiler overfaldet ca. 150 km længere nordpå mellem byerne Moroto og Kitido. Seks blev såret, to dræbt, heriblandt en af chaufførerne.

En gruppe unge karamojon-krigere stod bag, og i princippet burde det ikke være sket. For siden 2001 har den ugandiske regering haft gang i en afvæbningsprocess – i begyndelsen baseret på frivillig aflevering. AK 47 (Kalashnikov)-geværerne blev byttet for blik-tagplader, traktorer og okseplove. Det gav 10.000 våben. Men store befolkningsgrupper endte med at være magtesløse over for dem, som stadig var bevæbnede. De nye bliktage lyste i den grad op blandt de traditionelle lerhytter med stråtag og kom til at fungere som en slags invitation til at blive overfaldet. Dertil kom, at den ugandiske hær flyttede sine tropper til Norduganda for at bekæmpe rebelhæren Lord’s Resistance Army. De mennesker, som havde sat deres lid til militærets strategi og beskyttelse, mistede den totalt. Resultatet var et magtvakuum, og afvæbningsprogrammet gik i sig selv igen i 2002.

Voldsspiral
To år senere blev det genoplivet, men resultatet var om muligt endnu mere nedslående. Mellem november 2004 og maj 2006 blev der kun afleveret 1.100 våben ifølge opgørelser fra Ugandas Forsvarsministerium, og hæren blev mere og mere desperat.

En række af Ugandas traditionelt største donorer, herunder Verdensbanken, DFID, UNDP og det danske Danida, som alle havde deltaget som partnere i det første afvæbningsprogram, så tidligt i forløbet skriften på væggen. For at afværge eskalerende vold gik donorerne i 2005 sammen med Ugandas regering for at få gang i et nyt kombineret afvæbnings- og udviklingsprogram: Karamoja Integrated Disarmament and Development Programme (KIDDP).

Men koordineringen med hæren var ikke optimal. Den militære strategi gik ud på at omringe bosteder og med magt tvinge våbnene fra krigerne. Men i september 2006 fik en flok krigere i Morungula-bjergene i det nordøstlige Karamoja overtaget. Hæren satte luftværnet ind og skød på må og få ind i de skovområder i bjergene, som krigerne formodedes at gemme sig i. Ingen ved, hvor mange uskyldige menneskeliv, der gik tabt, men det var dråben, som fik bægeret til at flyde over.

Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch kom på banen og udgav rapporten “Get the gun”, som anklagede hæren for at overtræde internationale konventioner og menneskerettigheder. UNDP trak sin støtte til Karamoja væk, og andre FN-organer truede med at gøre det samme.

Siden da er hæren gået mere gelinde til værks. Med donorernes opbakning relancerede regeringen i 2007 en opdatering af afvæbnings- og udviklingsprogrammet fra 2004. Det erklærede endemål er ikke bare at gøre Karamoja til en våbenfri zone, men at få elimineret våbenkulturen og dermed skabe grobund for udvikling.

Mentalitetsændring er mindst ligeså vigtig som afvæbning, mener Amodoi Mary. Hun er selv fra Karamoja og arbejder for Association for World Education, en civilsamfunds-organisation, som med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke laver oplysningarbejde om borgerrettigheder og forpligtigelser.

“Hvis vi vil have langsigtet udvikling i Karamoja, skal folk forstå, at våbenkulturen er selvdestruktiv, og at der er andre og mere fredelige redskaber end en AK 47 til at beskytte sig selv og sin familie,” siger hun.

100 køer for en kone

I Karamoja centrerer alt sig om kvæget. Dets værdi rangerer lige under menneskenes, og traditionelt gælder det om at have så mange køer som overhovedet muligt.

Koen spiller hovedrollen i Karamojon-folkets livscyklus. En livscyklus, som gør, at det er svært for en karamojon at skille sig af med sine dyr og sælge dem på markedet. Også selv om der er gode penge at hente: 5-700 kr. for en ko og ca. 1.000 kr. for en tyr. Det hedder sig således, at den samme mand, som sælger sine dyr på kvægmarkedet i Kitido eller Moroto, sagtens kan finde på stjæle dem tilbage.

En mand måler ikke sin rigdom i penge, men i antallet af kvæg. Med kvæg kan han købe kone(r). Jo flere køer, jo flere koner er der at få. En god, stærk kone koster mindst 100 køer. Og med flere koner kommer flere børn – som kan være med til at passe kvæget og forøge bestanden. For pigernes vedkommende ved at blive giftet bort mod en flok køer, for drengenes vedkommende ved at stjæle – eller måske rettere sagt tilkæmpe sig dyrene – gennem kvægplyndringer fra andre klaner eller folkeslag.

Brutale kvægplyndringer


Koens hovedrolle i livet har også været medvirkende til den enorme vækst i antallet af våben i Karamoja.

Under Idi Amin-styret i 1970’erne havde den ugandiske hær af strategiske grunde placeret våbenlagre i det befolkningstynde Karamoja. Men da styret faldt i 1979, og Amin-soldaterne flygtede, lod de lagrene bag sig. Det blev grundstenen til de næste to årtiers brutale kvægplyndringer. Indtil da havde karamojonerne primært brugt spyd, når de plyndrede kvæg. Nu blev spyddene erstattet med skydevåben.

Mange ugandere fra andre dele af landet rynker på næsen af karamojonernes levevis. Nogle føler afsky og er bange for dem.

“Karamojon-krigere har plyndret min familie to gange,” fortæller Hellen Ameso, som er ældste datter i en bondefamilie i Kumi-distriktet, som grænser op til Karamoja. “De truede os med en AK 47 og tog vores dyr og penge. Hver gang blev hele familien også tvunget til at aflevere alt tøj, også det vi havde på.”

Traditionerne lever


I Karamoja holder man fast i traditionerne. Kønsrollerne er entydige. En karamojon-mand kan ikke lave mad, kline en lerhytte eller hente vand, og en karamajon-kvinde blander sig lige så lidt i beslutninger, som hun deltager i kvægtogter.

Når pigen er 12-15 år, bliver hun udsat for kønslig legemsbeskadigelse (kaldet omskæring), og så er hun i princippet klar til at leve sammen med en mand og få børn med ham.

80 pct. af drengene ender som krigere og risikerer deres liv i kvægplyndringer. At tage sig af familiens ejendom og levebrød, dvs. at passe på kvæget, har traditionelt været langt vigtigere end at gå i skole, og analfabetismen er høj i Karamoja. Kun 11 pct. af befolkningen kan læse og skrive.

Ifølge Nakapiripirit-distriktets skoledirektør, Alice Amei, er kun 23.144 børn af en befolkning på godt 160.000 mennesker indskrevet i skolesystemet i 2008. Den lille andel skyldes flere ting: For få skoler, for lang skolevej for især de mindre børn, og at forældrene ikke har råd til bøger, skriveredskaber og skoleuniform. De kan heller ikke altid se nytten af uddannelse.

“Mange forældre synes, det er spild af tid for børnene at gå i skole, fordi det, de lærer, ikke nødvendigvis kan omsættes til noget praktisk anvendeligt i karamojonernes traditionelle levevis. Alle børn har også pligter derhjemme, som de må slippe, når de skal i skole,” siger Alice Amei. “Det er en ond cirkel at holde børnene hjemme, for den eneste måde, vi kan skabe udvikling, er ved hjælp af uddannelse.”

Afvæbningen er første trin på vejen ud af volds- og fattigdomsspiralen. Det næste er at få bugt med den lediggang, som følger, når drenge, som er opdraget til at være krigere og stjæle kvæg, ikke længere har deres våben.

Det har lange udsigter at få uddannet en hel befolkning. I mellemtiden har kun 5 pct. af Karamojas befolkning en lønindtægt. Fattigdomsraten er den højeste i Uganda, og der er absolut ingen industri i Karamoja, som kan løfte folk ud af armoden.

De driftigste unge eks-krigere brænder trækul og sælger det langs grusvejene, og længere nordpå ved Moroto i Katikekile er der et kalkbrud. Men ud over de ca. 700 kr., som løsarbejdere må deles om, når de har læsset en lastbil med et ton af den nybrudte kalksten, er der ingen gevinst at hente for Karamoja. Kalkstenene transporteres til Portlands cementfabrik i Tororo-distriktet ca. 300 km væk, hvor de forarbejdes.

Transport er et enormt problem i Karamoja. Der er stort set ingen trafik, og den eneste merværdi, som karamojonerne hidtil har fået et ud af kalkstenene, er, at folk har siddet øverst på stenlæsset og i praksis brugt lastbilerne som busser. Den praksis er dog stoppet efter flere ulykker, hvor “passagererne” omkom.

Vækst i bistanden


Det eneste område, som for øjeblikket er i vækst i Karamoja, er fremmed bistand, og ud over lastbilerne med kalksten er FN-biler og diverse andre nationale og internationale udviklingsorganisationers firehjulstrækkere stort set de eneste køretøjer på Karamojas grusveje. Organisationerne assisterer med alt fra fødevarehjælp til brøndbyggeri, malariaforebyggelse og voksenundervisning, men det sætter ikke gang i den industri, som området desperat mangler.

“De fleste i Karamoja er glade både for afvæbningen og bistanden,” siger Amodoi Mary fra Association for World Education.

“Men vi skal have et levebrød for at overleve. Derfor bør næste skridt være at etablere arbejdspladser, så især vores drenge får et alternativ til kvægplyndringer og våben.”

Her og nu tør ingen med sikkerhed sige, hvor mange våben der er tilbage i Karamoja. I den ugandiske regerings officielle papirer står der 30.000-50.000, andre steder er tallet højere. Det, man ved med sikkerhed, er, at der fortsat kommer våben ind fra Somalia via Kenya og fra det sydlige Sudan.

Ikke desto mindre er resultatet af afvæbningen, at Karamoja, særligt den sydlige del, er mere fredeligt end for bare få år siden.

Af Vibeke Quaade, Nakapiripirit

Fakta om Karamoja
Region i det nordøstlige Uganda med grænser til Kenya i vest og Sudan i nord. 
Befolkningstyndt område på 27.900 km2 med ca. en million indbyggere, heraf 3-400.000 af karamojon-folket, som fortrinsvis bor omkring Nakapiripirit og Moroto. De resterende 6-700.000 mennesker fordeler sig på otte andre folkeslag. 
Traditionelt er karamojoner halvt nomader, halvt bønder. De slår sig ned og dyrker jorden, hvor der er vand og græs nok til deres kvægflokke. 
Karamojas klima er barskt. Der falder 350-1.500 mm regn om året. De seneste to år er der faldet meget lidt regn, og 750.000 mennesker har pt. akut behov for hjælp. 
Det er i tørkeår som dette, at Karamojon-folket bryder op og søger nye græsgange i forsøg på at undgå hungersnød.

, , , , , , , ,

About vqeverywhere

Love politics, media, trend spotting and groundbreaking new ideas

View all posts by vqeverywhere

Subscribe

Subscribe to our RSS feed and social profiles to receive updates.

No comments yet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: