På lobbyarbejde med ActionAid

Bragt på ms.dk den 11. juni 2010

Vibeke Quaade har været kommunikationsrådgiver for MS i Uganda siden 2005 og skiftede i februar 2009 arbejdsplads til ActionAid Uganda. Hun fortæller her historien om, hvordan ActionAid kombinerer fødevarehjælp, medier og lobbyarbejde.

This photo of two brothers from Katakwi Eastern Uganda became the icon for the drought spell in 2009. Photo: Vibeke Quaade

På ActionAid Ugandas kontor i Kampala ryster Fredrick Kawooya bekymret på hovedet. Han er ansvarlig for organisationens arbejde med retten til mad. Det er en junidag i 2009.

“Regnen er ikke kommet, som den skulle i april. Der er tørke i hele den nordlige del af landet, og det går ud over småbønderne, især kvinder og børn. Det værste er, at regeringen bliver ved med at sige, at der ikke er hungersnød, og at de har styr på situationen”, siger han.

Den er helt gal i de nordøstlige distrikter Amuria og Katakwi, hvor ActionAid har programmer. Folk sulter og er begyndt at spise moseplanter og blade fra træerne. ActionAid har distribueret fødevarehjælp i Katakwi til ammende mødre, men kun én gang og kun til 15.000. “Det forslår som skrædder i helvede, når 70 pct. af distrikternes 300.000 indbyggere sulter”, fastslår Fredrick.

MS Uganda og ActionAid Uganda

• ActionAid Uganda blev fuldt selvstændigt medlem i april 2009
• MS Uganda lukkede 1. januar 2010
• ActionAid Uganda viderefører nu MS’ udviklingsprogram i landet
• Aftalen om programmet og partnerne løber foreløbig frem til udgangen af 2011
• For at lette processen blev kommunikationsafdelingerne slået sammen allerede i februar 2009.

Jeg var selv med, da ActionAid uddelte fødevarer, og kan kun bekræfte det. Når man står overfor fuldstændig desillusionerede folk, fordi markerne er golde og afsvedne, virker det meningsløst at komme med én lastbil majsmel. Der skal langsigtede løsninger til. En af ActionAid Ugandas mærkesager er netop retten til mad, og da Uganda i 2003 vedtog en fødevarepolitik, lykkedes det sammen med NGO-netværket Food Rights Alliance at få indføjet denne ret som en basal menneskeret. Næste skridt er at følge det op med lovgivning, så staten bliver ansvarlig for at handle i krisesituationer som nu.

Pressetur til området med hungersnød
Fredrick og jeg beslutter os for at lave en pressetur til det nordøstlige Uganda. Medierne kan være med til vise, hvor håbløs situationen er, og hvordan politikerne løber fra ansvaret – og det kan skabe et pres for at få lovgivningen vedtaget. Heldigvis har jeg brugt en del krudt på opbygge et kontaktnetværk til seriøse journalister. Vi bliver enige om at invitere NTVs klimajournalist Andrew Mugyema og hans kameramand Julius Mugambwa, feature-skribenten Devaprio Das fra The Observer samt redaktør John Njoroge fra det kritiske The Independent.

Med dem i bilen kører jeg de 400 km mod Amuria-distriktet. De sidste 50 km møder vi ikke mange køretøjer, kun er par FN-biler. Landskabet er bart og sporadisk beboet. De sidste to årtier har området været hærget af nomadefolket Karamojons ekstremt brutale kvægtyverier med det resultat, at næsten en million bor i lejre for internt fordrevne flygtninge.

Vi når vores mål – lejren Acanga. Middagssolen brænder fra himlen, og på den åbne plads mellem de stråtækte lerhytter sidder halvfulde mænd og sutter på lange strå, som de har de stukket ned i beholdere med hjemmebryg. Rundt om dem sidder kvinderne og venter tålmodigt på, at mændene får suttet færdigt, så de kan samle bundfaldet. Det vil de blande i dén suppe af grønne blade, som under tørken udgør de fleste familiers eneste måltid. Der er ikke meget næring i bladene – og trods alt lidt mere i bundfaldet.

Inde mellem hytterne koger kvinder og børn suppe af grønne blade. De store lerbeholdere til korn er gabende tomme. Devaprivio Das interviewer Christine Akol – en ung kvinde, som er gravid og har ansvaret for otte andre børn. “Siden tørken startede, har vi kun spist en gang om dagen”, fortæller hun.

Videre mod Katakwi
Vi kører videre mod det andet tørkeramte distrikt Katakwi og stopper tilfældigt ved lejren Obule-Ajet midt på den tørre savanne. Kun få træer bryder det monotone landskab. I horisonten rejser de bjerge sig, som Karamojon-krigerne kommer fra, når de går på rov. En gruppe krigere har netop besøgt lejren i aftes. De stjal ikke noget kvæg, men tjekkede de hængelåse, som kvæget bliver låst fast med om natten. Her i lejren er mændene ikke fulde. Til gengæld er de ligeså tynde som kvinderne og børnene. Om muligt er situationen endnu værre her. Andrew Mugyema spotter to skellet-agtige gamle brødre og giver tegn til Julius om at filme. Mændene introducerer sig som Iwapale Gebirot og Ejuin og fortæller, at de er 80 og 86 år. De har ikke nogen familie tilbage. Døtrene er gift, sønnerne er dræbt i kampe med krigerne, og Ejuins kone forlod ham, da den sidste søn døde, og han ikke havde mere kvæg. Siden har naboer taget sig af de to mænd, men nu hvor der ikke er noget at spise, er der ingen til at hjælpe dem. De har ikke fået noget at spise i en uge.

Her i Katakwi virker princippet om “ret til mad” meget abstrakt og luftigt. Hvilken mad? Hvilken ret? Hvordan? I praksis kræver det meget mere end jura og lovgivning, tænker jeg og rækker mine småpenge til John Njorogo, som samler ind fra os alle og giver mønterne til brødrene. En soldat cykler forbi med sin AK47 slynget over ryggen. Han fortæller, at han tilhører en patrulje, som holdt til i primitive barakker tæt på lejren, men at de nu er flyttet over til en anden lejr, så krigerne har næsten frit spil her: “Vi kan ikke længere beskytte Obule-Ajet”, siger han og opfordrer os til at tage væk, inden det bliver mørkt.

John Njorogo siger pænt tak for rådet. Ud af øjenkrogen noterer jeg mig, at han skæver mod bjergene, mens vi giver soldaten hånden til farvel. Landsbyens mænd rasler med de kæder og hængelåse, som skal sikre kvæget for natten. Vi kører.

Et besøg på Soroti Sygehus
Den næste dag er humøret højt. Alle ved, at historien er hjemme, og at den bliver stor. Journalisterne giver deres bud på, hvad der vil ske: “Ministeren for katastrofeforebyggelse bliver nødt til at indkalde til pressemøde”, er John Njoroge sikker på. “Og han bliver nødt til at indrømme, at det er en krise”, fortsætter Devaprivio Das.

Men Andrew Mugyema trækker alle ned på jorden: “Oppositionspolitikerne vil gå i selvsving og gøre det til deres egen PR-kampagne imod regeringen. De ender med at glemme, at det handler om mennesker, der sulter”, sukker han og insisterer på, at vi slår et slag omkring Soroti Sygehus – det største og eneste velfungerende hospital her på egnen.

Der er simpelthen patienter alle vegne. I korridorerne, på afdelingerne, udenfor. På et stort åbent areal laver pårørende mad til patienterne over åben ild.

“Kapaciteten matcher overhovedet ikke behovet”, siger hospitalets overlæge Dr. Bernard Odu og fortæller, at hospitalet betjener et opland med ca. to mio. mennesker, men kun kan tage 30 underernærede børn ind af gangen – og det er alt for lidt, siden tørken startede.

Børnelæge Patricia Alaroker viser os rundt. Kameramanden Julius er tydeligt berørt, da han zoomer ind på en lillebitte skikkelse, der ligger helt stille og kun hænger fast til livet via et drop. “I skal huske, at det er de stærkeste, som har kræfter nok til overhovedet at søge hjælp på hospitalet”, siger børnelægen.

Så går medierne i gang – big time!
Måske er det hospitalsbesøget, som gør udslaget. Måske er det de to gamle mænd. Eller måske er hele situationen i det nordøstlige Uganda bare værre, end de fleste havde fantasi til at forestille sig.

Vores mediedækning får hele borgermusikken op at køre, big time. De medier, som ikke var med på turen, drøner nu selv af sted. Alle nyhedsudsendelser og forsider er reserveret historien, og der er ikke længere nogen politikere, som hævder, at der ikke er fødevaremangel i det nordøstlige Uganda. Der bliver som forudset holdt pressemøde, hvor Tariq Kabwergya, ministeren for katastrofeforebyggelse, indrømmer, at tre mio. mennesker sulter, og at der både er fødevaremangel i Østuganda, Norduganda og Westnile. Han hævder dog fortsat at have styr på situationen. Det får samtlige parlamentsmedlemmer fra Østuganda til at udvandre i samlet flok og true med at gå i sultestrejke.

På ActionAids kontor er alle enige om, at regeringen bliver nødt til at komme positivt på banen. Jeg sender et statement til alle medier om krisens omfang og med ActionAids krav til fødevarelovgivningen. To dage senere afsætter Finansministeriet ekstra 12 mio. shillings til nødhjælp, og ActionAid bliver citeret i regeringsavisen som den organisation, der har overblik over situationen i Østuganda.

Scenen er med andre ord sat, da ActionAid sammen med netværket Food Rights Alliance skal holde et allerede planlagt møde med folketingsmedlemmer og ministerielle topfolk. Både landbrugsministeren og finansministeren er inviteret med, og landsbrugsministeren lover, at han vil gøre sit til, at fødevareloven bliver vedtaget. Daily Monitor skriver i sin leder, at det med akut fødevaremangel i 31 distrikter er på høje tid, at loven kommer på plads, og ActionAid krediteres for at være bannerfører i kampen for fødevaresikkerhed.

Efterskrift

Desværre er fødevareloven stadig ikke endeligt vedtaget, men der er stor opmærksomhed om sagen. Her året efter fik distrikterne Amuria og Katakwi heldigvis regn, som de skulle, men den ene af de to brødre døde i december 2009.

Af Vibeke Quaade, Kampala