Vil du ha’ en uddannelse eller giftes

ZAPP JORDEN RUNDT #3-2010

Nahab Peace fra Uganda er ikke i tvivl: Piger skal ikke giftes for tidligt, de skal først have en uddannelse. Især hvis de er fattige.

“Jeg kan ikke tage når mænd ser ned på kvinder og behandler os som om vi hverken kan tænke eller klare os selv, siger Nahab Peace

Stor gravid mave, brændestabel på hovedet og en kost i hånden til at feje gårdspladsen med. Den unge pige med maven er Nahab Peace. Stedet er pladsen foran politistationen i byen Koboko i Ugandas nordvestlige hjørne. Nahab spiller teater, og der står en kødrand af mennesker og kigger på hende.

Skændes så det brager
En mand kommer ind på scenen, hendes ægtemand i stykket. Han er fuld, og de begynder straks at diskutere om deres datter på 16 år skal have lov til at gå i skole, eller om hun skal giftes. Nahab holder på at pigen skal have en uddannelse. Manden siger, at “gu’ skal hun ej! Hun skal giftes, og det skal være nu.”

De to skændes så det brager, og publikum er helt oppe at køre og kommer med tilråb. Manden får sin vilje, men det hele ender med at Nahab griber mikrofonen for at diskutere slutningen med publikum. Kan det nu være rigtigt at en pige ikke skal have lovtil at få sig en uddannelse i stedet for at blive gift? Vi lever i 2010?

Jeg er svær at feje af banen!
Det er ikke første gang Nahab diskuterer kønsroller og pigers rettigheder. Et beslutsomt ansigtsudtryk og underlæben skudt lidt mut frem signalerer at hun ikke er så let at bide skeer med.

“Folk bliver tit overraskede. Umiddelbart virker jeg nok som en lidt tilbageholdende, sød og almindelig pige. Men når jeg diskuterer et emne som virkelig går mig på, så er jeg svær at feje af banen,” forklarer Nahab efter stykket.

Den unge pige har taget den gravide stofmave fra teaterstykket af og sidder nu med ryggen lænet mod væggen i den lerklinede hytte hun bor og sover i.

Den beslutsomme underlæbe har taget en mere afslappet form. Hun smiler venligt og ligner præcis den yndige, lidt tilbageholdende pige som hun beskriver.

Det sidste års tid har hun sammen med ungdomsgruppen Koboko Youth In Development (KOYID) opført dette teaterstykke forskellige steder i Koboko og diskuteret med folk. Sidste år blev hun også valgt som den bedste kvindelige debattør blandt Kobokos 3.g’er – hun vandt på emnet kønsroller.

Store planer for fremtiden
Nahab er netop blevet færdig med gymnasiet og bor sammen med sin halvbror, hans kone, deres børn og et vekslende antal andre familiemedlemmer. Familien har fem små lerklinede hytter med stråtag og et par små marker, hvor de dyrker det meste af deres mad. Broren er langbrugskonsulent og den eneste i familien som har en fast indkomst.

Kvinderne står for det meste af markarbejdet og alt hvad der har med husholdningen at gøre. Og der er meget arbejde i en så stor familie, især når der hverken er indlagt vand, el eller toilet i hytterne.

Når Nahab ikke arbejder derhjemme eller spiller teater og diskuterer med folk, så leder hun efter arbejde i Koboko eller hovedstaden Kampala for at tjene penge til at fortsætte sin uddannelse. Hun drømmer om at blive jurist eller journalist for at bekæmpe ulighed.

Men hvad har gjort Nahab så tændt på at rette op på ulighederne omkring hende?

Kimen til at hun i dag kan ryge helt op i det røde felt over social uretfærdighed, blev lagt da hun var barn.

Lærte hvad sult er
Da Nahab var ni år gammel, døde hendes far af aids. Han var bestyrer af en bomuldsfabrik tæt på Koboko, lige ved grænsen mellem Gongo og Sudan, og hendes mor gik hjemme. Efter farens død blev hendes treårige lillesøster Atayi Ashaha sendt til sin

onkels familie i Mubende i Vestuganda. Moren var også syg, det vidste pigerne ikke, snart var hun ikke længere i hjemmet. Nahab så hende aldrig igen og flyttede også til onklen hvor hendes søster boede.

Fra at være vældigt priviligerede børn befandt Nahab og hendes søster sig pludselig blandt landets fattigste. “Indtil jeg var ni, anede jeg ikke hvad det vil sige at være sulten.

Det er værst som barn, så græder man og forstår ikke hvorfor det gør så ondt i maven. Som voksen er det værste at blive sløv og ikke kunne arbejde og tænke logisk,” siger hun.

Hun forklarer også at sult lærer en at spise lynhurtigt og aldrig levne. For tænkt hvis det næste måltid ikke kommer.

Det gjorde mig rasende!
To år efter at børnene var flyttet til Vestuganda, blev deres onkel og tante også syge. Nahab fortæller hvordan hun og hendes søster begyndte at føle sig som to små kastebolde der fløj rundt mellem deres forskellige slægtninge og ud og ind af nye skoler.

Pigernes forældre havde været de mest velhavende i familien. De fl este andre var småbønder som boede i lerklinede hytter og levede af det som de selv dyrkede på små jordarealer. Ikke alle i familien syntes at søstrenes skolegang var noget at prioritere.

Nahab husker især en diskussion med en af sine onkler i Koboko:

“Hvorfor skal jeg betale for at du kan gå i skole, når du alligevel bare skal giftes væk og bliver en del af en anden familie,” havde han sagt.

“Det gjorde mig rasende, især fordi han selv bruger de fleste af sine penge på at drikke,” forklarer Nahab.

“Jeg kan ikke tage når mænd ser ned på kvinder og behandler os som om vi hverken kan tænke eller klare os selv. Uanset om man er mand eller kvinde, er man nødsaget til at have en uddannelse hvis man skal frem i verden. Især hvis man er fattig.”

Modgang gør stærk
Heldigvis var der andre som var mere forstående end onklen. Nahab nævner sin skoleinspektør og ser taknemmelig ud. Han smed hende ikke ud af skolen i de perioder hvor hun ikke kunne betale skolepenge. Til gengæld bakkede han hende op så hun kunne blive færdig med 3.g, og han var lige så pavestolt som hun selv over at hun gennemførte imod alle odds.

“Modgang inspirerer mig til at kæmpe, ligesom uretfærdighed gør,” siger hun og ser stolt frem for sig mens den beslutsomme underlæbe fra tidligere tager form.

“Mit liv kommer ikke kun til at handle om at overleve.Det kommer også til at handle om at komme videre og være med til at skabe en positiv udvikling for andre.”

Og det er allerede begyndt. I sommeren 2010 besøger Nahab Danmark sammen med 18 andre unge fra rejsen

 Af Vibeke Quaade, Kampala

Fakta: Piger får uddannelse 

De første syv år er skolegang gratis i Uganda, og 47 % af landets elever er piger. Fra 8. klasse koster det penge at gå i skole, og antallet af piger fra 8. klasse til 3.g falder til 32 %. Ugandas regering giver ekstra point til piger som søger ind på universitetet. På landets største universitet, Makerere University, udgjorde antallet af kvindelige studerende i 1989 23 %. I 2009 var tallet steget til 45 %.