Prisen for ugandiske kvinders rettigheder

Information den 8. februar 2010

Det kan være en kompleks affære at sikre afrikanske kvinders juridiske lige rettigheder. Det viser en aktuel sag i Uganda, hvor en mand tvang sin kone til at amme tre hundehvalpe, uden efterfølgende at kunne blive retsforfulgt.

»Kvinde tvunget til at amme hundehvalpe «.

Med 10 centimeter høje bogstaver hen over forsiden på Ugandas to førende dagblade var budskabet ikke til at tage fejl af. Chokerende og bestialsk mishandling af værste skuffe. En afart af hustrumishandling, man ikke tidligere havde oplevet. Historien bredte sig som en løbeild, og snakken i Kampalas frokoststuer handlede ikke om andet den dag.

Folk kunne ganske enkelt ikke tro deres egne ører. Det lød simpelthen for vildt. At nogen mand kunne få sig selv til at tvinge sin kone til at amme dyr!

Brudeprisen blev argument for tvang

Men den var god nok. Historien stammede fra den lille by Pallisa i det østlige Uganda. Kvinden var den 26-årige Jennipher Alupot. Hendes mand gennem otte år, Nathan Alosoi, holdt hunde, som han brugte til at jage kaniner og andre smådyr med. Da mandens voksne jagthunde døde, anskaffede han sig tre nyfødte hvalpe. Det var de hvalpe, som han havde tvunget sin kone til at amme og til at dele den modermælk, som var beregnet til parrets fire måneder gamle baby. For at få sin kone til at makke ret havde han bl.a. truet hende med en kniv. Af verbale argumenter havde han brugt brudeprisen; dvs. at han havde betalt to køer til Jennipher Alupots familie i brudepris, da de blev gift på traditionel vis. Nu sagde han, at hvis hun ikke længere brød sig om at være hos ham, så kunne familien jo bare betale køerne tilbage. På den facon ville hun slippe for at amme hvalpene, fordi køerne så i stedet kunne levere mælken til dem.

Lovgivning ikke anvendelig i Alupots sag

Sådan. Fordi hun havde oplevet det hele en gang før for tre år siden, og fordi den baby, som hun dengang ammede sammen med et kuld hvalpe endte med at dø, valgte hun denne gang at henvende sig til ActionAids krisecenter for kvinder i Pallisa. Her har hun siden været indlogeret og fået økonomisk og juridisk bistand.

Alupots historie er dybt tragisk. Først og fremmest for hende som hovedperson. Men også fordi sagen afslørede den gennemgribende juridiske diskrimination, som kvinder i Uganda ofte er udsat for på grund af utidssvarende lovgivning. Trods vidneudsagn og vandtætte beviser på, at Alupot talte sandt, viste den efterfølgende retssag, at der ikke eksisterede et retsligt grundlag at dømme hendes mand ud fra. Det, der kom tættest på inden for rammerne af den nuværende lovgivning, var børnemishandling, hvilket alle kunne blive enige om er misforstået.

Volden ude af kontrol

Heldigvis har den ulykkelige sag givet Ugandas kvinderetsforkæmpere et momentum, som de i årtier har arbejdet for. Fordi Alupots historie var så ekstrem og chokerende, blev der pludselig lyttet, når kvinderetsforkæmperne sagde, at volden mod kvinder er totalt ude af kontrol, og at det var på tide at modernisere loven.

Ifølge de seneste tal (2007) fra Uganda Bureau of Statistics udsættes 68 procent af Ugandas kvinder for fysisk eller seksuelt relateret vold fra deres ægtefælle eller nærmeste partner – også mens de er gravide. Interessant nok viser tallene også, at vold mod kvinder over en bred kam er accepteret. Generelt mener 60 procent af alle mænd og 70 procent af alle kvinder, at der er situationer, hvor det er i orden, at en mand slår sin kone.

Ikke desto mindre blev et lovforslag, The Domestic Violence Bill, som ellers havde ligget og samlet støv i årevis, genopdaget, efter Alupot-sagen kom frem. I begyndelsen af december 2009 blev det endelig vedtaget i Ugandas parlament. Præsidentens underskrift er nu det eneste, som mangler, inden loven kan tages i brug, og juraen er på plads til at dømme Alupots mand.

E n mands ejendom for to køer i brudepris

Uden at det dog ændrer ved, at han stadig betragter hende som sin ejendom, fordi han i sin tid betalte to køer til hendes far, da de blev gift.

ActionAid har samlet penge ind til at købe et stykke jord og bygge et lille hus til Alupot, så hun kan starte på en frisk. Endnu er hun ikke flyttet ind, men da jeg forleden besøgte hende på krisecentret i Pallisa og også tog omkring hendes mand, Alosoi, erklærede han, at han har til hensigt at gøre krav på huset som en del af den brudepris, han mener, at han skal have tilbage, nu Alupot er flyttet fra ham.

Det står ingen steder i den nuværende lovgivning, at han har ret til kompensation, men der står heller ingen steder, at brudepriskompensation er ulovligt. Der er nemlig endnu et hul i lovgivningen, fordi det aldrig er lykkedes at vedtage en familielovgivning.

Ambitiøst lovforslag

Nu skal man ikke tro, at sådan én aldrig har været på dagsordnen i Uganda. Tværtimod. Faktisk har familielovgivningen været konstant debatteret igennem mere end 40 år, og under den nuværende regering lå det første udkast klar til en moderne familielovgivning allerede i slutningen af 1990’erne.

Det udkast var et ambitiøst foretagende, som praktisk taget indeholdt alt, hvad der er at tage hensyn til inden for hjemmets fire vægge, lige fra børn til ejendomsrettigheder, arv, polygami og sidespring.

Lovforslaget var ikke kun målrettet familier med ægteskaber indgået i en traditionel katolsk eller protestantisk kirke, men også muslimske og pinsemissionske giftermål samt ægteskaber indgået efter de forskellige traditioner, som Ugandas mere end 10 større etniske grupper og en myriade af undergrupper hver for sig forholder sig til.

Med andre ord en svær ting, og i årevis fik det lovforslag da også lov til at samle støv.

Historien om familielovgivningerne

Først i 2005 kom der for alvor gang i det igen, og kvinderettighedsforkæmperne var begejstrede. Men ikke så snart indholdet af lovforslaget kom offentligt frem, kom også reaktionerne.

De var som forventet. En masse mænd, som ikke helt kunne forstå, at kvinder nu skulle have samme ægteskabelige rettigheder som mænd, og at deres koner bl.a. nu ikke længere kun skulle være ‘brugere’, men også ‘medejere’ af de hjem, som de boede i.

Hvad komiteen, som havde skrevet lovforslaget, ikke helt havde forestillet sig, var, at også mange kvinder syntes, forslaget var lige til skraldespanden.

I Uganda er cirka 40 procent af befolkningen katolikker, 35 procent traditionelle protestanter og 12 procent muslimer. Resten bekender sig til grene af pinsemissionen eller noget helt andet.

Brug for flere kvinder

De mest negative reaktioner imod lovforslaget kom fra de muslimske kvindegrupper. De gik på gaden i demonstration mod det famøse forslag. Især nogle paragraffer, som handlede om, at en mand ikke må gifte sig for anden eller tredje gang, uden at han først var blevet skilt, oprørte dem.

Skulle en mand nu ikke have lov til at have mere end én kone? Det ville de overhovedet ikke høre tale om. Med alt det arbejde i hjemmet, som mand og børn og hele den udvidede familie, som alle i Uganda har, ville en enkelt kone ende med at segne under arbejdsbyrden. Der skulle klart flere kvinder til at klare hele det menageri, lød deres argumenter. Og hvem af dem var det i øvrigt, som i givet fald ville skulle forlade hjemmet? Det hele var fuldkommen urimeligt, sagde de. Så nej tak, retten til flerkoneri skulle ingen – og slet ikke en familielovgivning – tage frem dem.

Endelig hul igennem med to lovforslag

Og sådan stod sagerne indtil sidste år, hvor forslaget fra 2005 blev splittet op i to dele.

Den ene del hedder The Marriage and Divorce Bill, den anden The Muslim Personal Bill, og meget tyder på, at i hvert fald den første kan blive vedtaget i løbet af i år.

Ifølge forslaget skal brudeprisen fremover være en frivillig gave til familien, som ikke skal gives tilbage, hvis parterne skilles. Og så kan Alupot endelig ånde lettet op, og endelig – hvis det altså lykkes at vedtage loven – blive skilt fra manden, hvis det er det, hun vil, uden samtidig at miste sit nye hus.

Så der er lys forude. For Jennipher Alupot og mange andre kvinder med hende. Men det er en kompleks affære at sikre fundamentale lige rettigheder for Afrikas kvinder og Afrikas fremtid.

Af Vibeke Quaade, Pallisa