Billedet af Afrika som hjælpeløst fastfryses

February 4, 2012

Travel & commenting

Politiken, Kroniken, 3. februar 2012: En opfordring til at få ulandsoplysningen ud af sin ghetto. Den blev bragt i den trykte avis 3. feb,  ikke på http://www.pol.dk. Her gengivet med tilladelse fra redaktionen.

Fredag den 3. februar ruller Danmarks Indsamling hen over Tv-skærmene. Over hele landet vil der være tændt for et, med garanti, godt og underholdende show. Siden 2007 har Danmarks Indsamling været et fast indslag på DR1’s programflade i løbet af årets to første måneder. Og som det siges i introduktionsvideoen på indsamlingens hjemmeside, er det blevet til en national begivenhed.

Temaet for dette års indsamling er Børn på flugt, og de penge som samles ind i løbet af aftenen, vil blive fordelt blandt de 12 danske hjælpeorganisationer, som står bag Danmarks indsamlingen. Gode programmer og aktiviteter vil derefter blive gennemført til at hjælpe børn, der enten er eller har været på flugt i lande syd for Sahara. Børnene vil få en tiltrængt hjælpende hånd. Alt sammen virkelig godt og udmærket. Ikke et ondt ord her om at vise solidaritet og hjælpe andre. Også jeg vil sms’’e til 1212 fredag aften.

Knap så godt er det generelle indtryk af udviklingslandene, som et show som Danmarks Indsamling er med til at efterlade. Et indtryk, som helt klart er effektivt, når formålet er at rejse penge – i løbet af årene er der blevet samlet mellem over 400 millioner kroner ind. Men samtidig et indtryk af lande og mennesker, som ikke kan selv, og som har brug for hjælp af os danskere, og som på længere sigt truer med at have sideeffekten; uvidenhed, snæversyn og ligegyldighed, hvis det står alt for alene.

Danmarks Indsamling lægger sig i kølvandet af store internationale velgørenhedsshows som Bob Geldof & co’’s Live Aid koncert i 1985, der skønnes at have tiltrukket 1.9 milliarder live seere i 150 lande og donationer på i alt 150 milliarder britiske pund. Med andre ord et mega show med toppen af verdens rockstjerner, underholdning så det baskede og billeder af sultsyge, nødlidende børn, som blev ikonet på Etiopiens sultkatastrofe.

De færreste som så billederne af de etiopiske børn, glemmer det nogensinde. Også selv om det ikke var første gang i historien at en afrikansk problematik blev afbilledet med børn.

Går man 100 år tilbage og kigger datidens britiske populærkultur efter i sømmene er iscenesættelsen af Afrika og afrikanere som børn, der skulle hjælpes, klokkeklar.

Alle vegne, i litteraturen, malerkunsten, aviserne blev forholdet mellem moderlandet Britain og kolonierne afbildet som en slags forældre-barn relation, med hvad dertil kommer af de voksnes pligt, bemyndigelse og magt til at hjælpe børnene på rette vej med deres udvikling.

Socialdarwinismen og hierarkiseringen af racer lurede omme bag det hele: Vi, der skabte og så fortællingerne og billederne, var de overlegne, mens de –- de sorte børn -– var de underlegne, som vi skulle hjælpe med deres udvikling så de kunne blive ligesom os.

Set i bagklogskabens klare lys drejede det hele sig om at retfærdiggøre koloniseringsprojektet. I de britiske reklamebilleder var det billede mere tydeligt og dermed også lettere at afkode end andre steder i populærkulturen. I datidens mange rengøringsreklamer optrådte det afrikanske barn særlig hyppigt. Her blev lille Sorte Sambo afbleget eller vasket kridhvid i lystigt boblende sæbeskum, storsmilende over hele krydderen over endelig at nå det hvide ideal.

I dag er det racemæssige billede mellem os og dem heldigvis ikke skåret ud i pap som det var for hundrede år siden. Hverken i Storbritannien eller i andre vestlige lande herunder i Danmark. Aflivningen af koloni-imperierne, folkevandringer, immigration, internationalisering og globalisering har sat sine spor alle vegne. Vi har en næsten sort amerikansk præsident for verdens mægtigste nation. Mere tydeligt kan opbruddet med fortidens racedoktriner næppe blive.

Ikke desto mindre er der fortsat lighedstegn mellem den måde, som mennesker fra Afrika blev afbildet for 100 år siden og i dag. Det gælder i  nyhedsmedier og populærkulturen – – og i informationsmaterialerne fra de nødhjælpsorganisationer og andre udviklingsinstanser, som er sat i verden for at bekæmpe verdens uretfærdighed og ulighed.

I Danmark fortsætter udviklingsinstanser som DANIDA og de folkelige bistandsorganisationer med at formidle et billede af Afrika som underlegent og i behov for bistand. Det er primært historien om et kontinent, der har brug for hjælp, som vi hører fra dem.

Rationalet bag budskabet er, at vi læsere og seere skal vide, hvad det er, vi skal hjælpe med. Så hvad enten det er i publikationer, rapporter, på hjemmesider, YouTube-videoer eller i dokumentarfilm, og uanset om det handler om god regeringsførelse, sundhed, uddannelse eller infrastruktur, så er den gennemgående historie som i begyndelsen af det 20.’ århundrede: Afrika har brug for vores hjælp til at udvikle sig.

Derfor ser vi billeder og hører historier om kvinder, som dagligt går kilometervis af vej for at hente vand og brænde, vi får fortællinger om skolebørn, som må tage sig til takke med en lærer til 120 børn, og vi hører om økonomisk svindel og korrupte arikanske statsledere, som har snablen lidt for langt og kreativt nede i statskasserne for at fylde deres egne lommer med de midler, som ret beset burde være gået til deres landes udvikling.

Og når hjælpen skal intensiveres, når der er katastrofer, som der skal samles ind til, eller når der skal sættes seriøst fut under fundraisingen, så får det hele en ekstra tand. Her er det så, at de afrikanske børn for alvor bliver sat i spil. Som generalsekretær Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors udtalte i Information den 5. Juli 2011, inden Røde Kors gik i gang med deres indsamlingskampagne til sultkatastrofen på Afrikas Horn; Før vi har billeder af børn med opspilede maver, får vi ikke kampagnen til at give overskud.

For vi ved alle, at stillet overfor et barn i nød vil enhver forsøge at komme barnet til undsætning. Den fornemmelse er ikke bare tidsløs, den er menneskelig og universel. Det er i nødsituationerne, at frekvensen afbildningen af børn fra udviklingslandene er størst.

Hvad er der så galt med det, kan man sige. Det er jo ikke løgn, at rigtig mange mennesker i udviklingslandene har det svært. Og hvis billederne af nødlidende børn kan være med til at samle tiltrængte penge sammen til at hjælpe dem, hvad er så problemet?

Den britiske rapport Finding Frames: New ways to engage the UK public in global poverty, som udkom i begyndelsen af 2011, peger på hvad problemet kan være.

Rapporten, der er udgivet af Bond for International Development – – et konsortium af britiske NGO’er  – viser at trods de milliarder af indsamlede pund og den enorme folkelige opbakning til Live Aid i 1985 og Make Poverty History og Live8 i 2005, så har kampagnerne ikke ændret ved briternes dybere engagement i global udvikling.

Siden 1997 har omkring 25 procent af den britiske befolkning været optaget af global fattigdom. Det tal ændrede sig væsentligt til 32 procent i 2005 under Make Poverty History kampagnen, men siden er det igen faldet til 24 procent. Rapporten konkluderer derfor, at selvom de store kampagner slår alle rekorder i både seertal og indsamlede midler, så risikerer de at ende i et selvmål. Selve formen, underholdingen ved et show med stribevis af berømtheder, god musik, quizzer, sjove, charmerende værter og mulighed for at vinde en bil som i Danmarks Indsamling, overskygger simpelthen de bagvedliggende årsager, de strukturelle grunde til, at børn er på flugt, at de sulter og er ofre for krig.

Samtidig er showene med til at fastfryse det basale billede af Afrika som et håbløst, hjælpeløst kontinent, simpelthen fordi det er det billede, som eksponeres for at rejse penge.

Dertil kommer, at vi under de store indsamlingsshow gentagne gange får fortalt, at det hele kun kan blive bedre i Afrika, hvis vi derhjemme sms’’er et støttebidrag. Det giver et indtryk af, at problemstillinger i udviklingslandene er noget, som kan fixes her og nu, peger Bondrapporten på. Det letter også den dårlige samvittighed. For hver gang vi sender en sms med 100 kr. til børn på flugt, så har vi da i det mindste gjort noget.

I Storbritannien har rapporten skubbet til en konstruktive selvkritik i hjælpeorganisationernes kampagne-, kommunikations- og fundraisings afdelinger, som allerede var i gang. For der er ingen i disse afdelinger, som ønsker at sætte en kæp i hjulet på det globale engagement med hårdt pumpede kampagner og opildne til en folkelig opbakning, der kun handler om at sende penge. Der er heller ingen, som bevidst er respektløse i portrætteringen af Afrika og andre udviklingsområder. Tværtimod i de store organisationers kommunikationspolitikker har der i årevis ikke været nogen slinger i valsen på det område. Vi tror på at vise folk, der er bemyndiget, aktive og engagerede medlemmer af deres samfund, hvor dette er muligt, står der eksempelvis i indledningen til ActionAid International‘s retninglinjer for fotografering af individer. Det samme gælder for tekst og video.

Danmarks Indsamling med de 12 danske organisationer bag sig fører en lignende politik. Ingen respektløs afbildning, hverken i tale eller billeder, men fokus på stolte mennesker, som trods fattigdom og hårde livsskæbner tager fat og ønsker at ændre deres situation. Sidste år var temaet  således det moderne Afrika og at hjælpe kontinentets unge med at skabe det nye Afrika.

Ikke desto mindre kan man forsat sidde med en fornemmelsen af  formidlingen fra udviklingslandene befinder sig inden for rammerne af en ghetto, der aldrig rigtig når ud over rampen. At billederne af fattige, men glade og optimistiske børn og unge lægger sig som et slør henover øjnene på én og blokerer for andre indtryk og et mere nuanceret billede af verden end det, som er bundet op omkring udviklingsarbejdet og vi-skal-hjælpe-dem-med-at-udvikle-sig dogmet.

Udover i Danmarks Indsamling figurerer Afrikaemner i dansk tv primært i regi af nyhederne og dermed med en overvægt af fokus på katastrofer og ulykker, sådan som nyheder nu engang gør. Ellers bliver Afrikaemner taget op i gode programmer som Horisont, hvor de er underlagt den samme redaktionelle tilgang som alle andre emner. Men derudover vil det være synd at sige at Afrikastof, som er redigeret under objektive nyhedskriterier udenom bistandsdagsordnen, fylder meget på dansk TV.

Zapper man derimod videre fra de danske kanaler til internationale Al Jazeera, BBC World News og CNN, tegner der sig et andet billede. Udviklingslandene behandles her som en del af verden. Især i Al Jazeera, hvor Afrika oven i købet står først i menu-linjen på hjemmesiden, som der hør og bør ifølge alfabetet og ikke som hos BBC og CNN, hvor henholdsvis  UK og U.S. står først.

Også i internationale printmedier som The Economist er der en sektion for Afrika ligesom der er for Mellemøsten, Europa, Asien og Amerika. Som hos Al Jazeera er The Economists Afrika-stof befriet fra alverdens bistandsdagsordner. I december nummeret helliget bladet sin tema-sektion til Afrika. Det blev udråbt til The Rising Continent ledsaget af masser af fakta om vækstpotentialer, nye markeder, en voksende middelklasse, entreprenørskab og bekymring over mangel på generationsskifte blandt statsledere og det seneste rush efter Afrikas mineraler og landbrugsvarer. Men alt i alt en endegyldig afmontering af beretningen om Afrika som det håbløse kontinent, hvilket The Economist ellers kaldte det for 10 år siden.

I 2005 blev Danida’s oplysningsbevilling beskåret med 12 millioner kroner. Begrundelsen var at ulandsoplysningen ikke var god nok. De danske folkelige organisationer skulle tænke nyt, hed det sig fra daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Muligvis var det en tiltrængt opsang, muligvis ikke. Konsekvensen var under alle omstændigheder vidtrækkende. Bl.a. blev MS-biblioteket, der rummede godt 40.000 ulandstitler, lukket med et pennestrøg. Og i en evaluering foretaget i 2008 af Folkekirkens Nødhjælp var konklusionen, at ulandsoplysningen ikke bare var blevet fattigere på penge, men også på seriøst indhold. Til gengæld havde organisationernes kampagnearbejde og fundraising fået et kolossalt ansigtsløft. For samtidig med at oplysningsbevillingen blev reduceret, så blev der også indført øgede krav om selvfinansiering af organisationerne.

Det betød at organisationerne ansatte gade-facere, telemarketingfolk og fundraisingprofiler og gik i krig med at  skabe kampagner og letforståelige budskaber, som i deres enkelthed gik ud på at vi skulle støtte dem.

Damarks Indsamlingen er en del af den udvikling -– en klar fundraisings succes, men samtidig med til at fastholde billedet af udviklingslandene i en tovejsrelation af giver-modtager. Og hvis man skal tage Bondrapporten på ordet også med til at blokere for yderligere globalt engagement for en mere retfærdig verdensorden.

Dermed ikke sagt at Danmarks Indsamling og lignende initiativer burde nedlægges. Som sagt, ikke et ondt ord her om solidaritet og hjælp til andre. Men man kunne godt ønske at den blev fulgt op af et ligeså dedikeret initiativ på oplysningsområdet.

Kampagnen Verdens bedste Nyheder, som med formålet at give danskerne viden om konkrete resultater af udviklingshjælpen og arbejdet med at bekæmpe global fattigdom, har leveret godt nyt fra udviklingslandene siden 2010. Det er klart et skridt på vejen. Men måske fordi kampagnens målsætning er så snævert bundet op omkring udviklingsarbejdet bryder Verdens bedste Nyheder heller ikke for alvor igennem lydmuren.

For øjeblikket revideres Danmarks udviklingsstrategi, og ved et offentligt møde i januar om forslaget til den nye strategi i regi af ingeniørforeningen IDA nævnte udviklingsminister Christian Friis Bach at han også gerne ville forny Danidas oplysningsbevilling og ulandsoplysningen. Han vidste bare endnu ikke rigtig hvordan.

Må jeg her foreslå en overskift til det arbejde som udviklingsministeren og andre folk skal i gang med ””Få ulandsoplysningen ud af sin ghetto””.

Vibeke Quaade, kommunikationsrådgiver.


, , , , ,

About vqeverywhere

Love politics, media, trend spotting and groundbreaking new ideas

View all posts by vqeverywhere

Subscribe

Subscribe to our RSS feed and social profiles to receive updates.

3 Comments on “Billedet af Afrika som hjælpeløst fastfryses”

  1. Solveig Danielsen Says:

    Tak, Vibeke! Det var tiltrængt

    Reply

Trackbacks/Pingbacks

  1. A skewed portrayal of Africa – public opinion stuck in the past. « MYC4 - February 15, 2012

    […] recently reading Vibeke Quaade’s article on how the image of a “hopeless and helpless Africa” is frozen in time, we would like […]

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: