Vi taler hen over hovedet på afrikanerne

Bragt i Børsen 21. februar 2014 i forkortet version:

Tony Elumelu går efter en dobbelt bundlinje, hvor det både handler opnå socialøkonomiske mål og tjene penge. Foto: Tony Elumelu Foundation

Når vi danskere debatterer situationen i Afrika, lyder det som en indenrigspolitisk kamp. Lyt dog til kontinentets egne nye stemmer.

Af Vibeke Quaade og Martin Østergaard

Den nylige sammenlægningen af Udviklings- og Handelsministeriet har endnu engang sat gang i debatten om dansk bistand.

Vil sammenlægningen korrumpere den traditionelle bistand målrettet de fattigste og mest udsatte fordi danske handelsinteresser bliver blandet ind i det?

Eller er det muligt at få det bedste ud af at blande handels- og bistandsinteresser sammen så f.eks. virksomheders CSR programmer i højere grad bliver integreret som en del af kernevirksomheden og de danske virksomheders interesser ikke kun kommer til at handle om at tjene penge i Afrika men også om at bidrage til inklusiv vækst?

Heftig debat
Bølgerne er gået højt i debatten og i blandt andet Dagbladet Information har bistandsforskere peget på at den traditionelle bistandstilgang allerede havde ændret sig i mere kommerciel retning inden Udviklings- og handelsministeriet blev slået sammen. Det er sket fordi Kina, Brasilien og andre fremstormende økonomier baserer deres bistand på kommercielle interesser ikke på betingelser som menneskerettigheder og demokratisering, som de gamle økonomier inklusiv Danmark har haft tradition for. Den udvikling har nogle bifaldet, mens andre har begrædt den

I det hele taget er debatten foregået, som den plejer i Danmark, når udviklingsspørgsmål har været på dagsordnen de senere år. Det er lidt som at være med til en tenniskamp – eller måske rettere sagt på en skydebane: På den ene side den private sektor, der taler om Afrika som det sidste store vækstmarked og fortolker Afrikas udvikling som positiv, – især for dem selv. På den anden side udviklings- og humanitære organisationer, som anerkender væksten og fremgangen, men som samtidig taler om Afrika med bekymring; den høje befolkningstilvækst, de store sociale spændinger, manglen på reformer, den voksende ulighed mellem rig og fattig, arbejdsløsheden –  lidt som om Afrika er en social klient, som vi alle sammen bør passe på.

Manglende fælles fodslag
Til trods for at flere danske virksomheder og NGOer har glimrende CSR samarbejder kørende til begges fordel så mangler der i den grad et fælles fodslag. Og indimellem kan man komme i tvivl om det overhovedet er det samme kontinent vi taler om eller vi snarere er ude i en indenrigspolitisk ideologisk kamp mellem forskellige politiske ståsteder: En socialistisk og en kapitalistisk, som ikke lige har tænkt sig at komme overens.

Men de burde de nu nok. I hvert fald hvis det er Afrika, som sagen handler om. For på kontinentet er der kræfter på vej, som forsøger at forene et målrettet fokus på udviklingsmål med en kalkulerede profit- og væksttilgang, der tilsammen løfter hele samfundet op. De kræfter tænker på en dobbelt bundlinje, hvor det både handler om at tjene penge og samtidig opnå social-økonomiske mål. Og på at forene sektorer og måder at arbejde på, så social forståelse og forretningsmæssig målrettethed komplementerer hinanden fremfor at frastødes.

Afrikapitalisme
En af de toneangivende nye stemmer er nigerianske bankmand og filantrop Tony Elumelu. Og til formålet har han opfundet et nyt begreb Afrikapitalisme.

Tony Elumelu er hovedrig. Inden han fyldte 40 gennemførte han en fusion af tre nigerianske banker i 2005 og på fem år forvandlede han resultatet, United Bank for Afrika, UBA fra en national bank til et pan-afrikansk mega-foretagende med 7 millioner kunder i 19 afrikanske lande. UBA er i dag den største  bank Afrika. I 2010 startede han desuden the Tony Elumelu Foundation, hvis non-profit del investerer i og uddanner unge iværksættere. Internationalt blev Elumelu kendt da han i efteråret 2013 forpligtigede sig til at bidrage til Obama-administrationens Power Afrika-initiativ med 2500 millioner dollar, dvs 1,4 milliard kroner til Nigerias energisektor. Han begrundede sin investering med at Nigeria først for alvor kan rykke op af udviklingsstigen, hvis landet får veludviklet elforsyning til industri og private.

Elumelus Afrikapitalisme ligger i direkte forlængelse af hans virke og succes som forretningsmand.

Afrikapitalisme er en model som engagerer den private sektor i strategiske, langsigtede investeringer, der skaber arbejdspladser og økonomisk og social velstand i samarbejde med den offentlige sektor  og udviklingssektoren. Eller sagt på en anden facon, Afrikas privatsektor – og den udenlandske, hvis den vil være med – forventes at sætte alle sejl til for at skabe produkter og services, der har en positiv indvirkning på hele samfundet og kan løfte kontinentets befolkning ud af fattigdom.

Ifølge Afrikapitalisme skal den private sektor indgå i og lade sig bruge som strategisk instrument i fattigdomsbekæmpelse og udvikling ved at forene en forretningstankegang med et filantropisk og udviklingsmæssigt mindset. For det er ikke hvilke som helst virksomheder og sektorer at Elumelu ønsker at sætte speed på. Ifølge ham bør fokus være på jobskabende sektorer som for eksempel landbrug, hvor Afrika i forhold til resten af verden har et enormt og hidtil uudnyttet potentiale med 60% af verdens uopdyrkede landsbrugsjord. Og på energi, som er alfa og omega for at Afrika selv kan forarbejde og videreudvikle egne råstoffer og naturlige ressourcer,  så der bliver dæmmet op for at resten af verden, lande såvel som private selskaber, fortsætter med at (mis)bruge Afrika som billigt råstof-kammer uden at Afrika selv får særligt meget ud af det. På den facon skal Afrikapitalisme være med til at sikre en form for langsigtet og bæredygtig udvikling, som de sidste 40 års erfaringer har vist sig svære at opnå gennem bistand. Ifølge Elumelu er eksternt igangsatte udviklingsprogrammer, kun bæredygtige så længe bistand udefra tilflyder dem.

Afrika vil selv
Sådan. Med begrebet Afrikapitalisme melder Elumelu sig som frontløber for at drive Afrikas udvikling og løse uligheds- og fattigdomsproblemerne i samarbejde med de afrikanske regeringer og udviklingssektoren. Som repræsentant for Afrikas privatsektor og iværksætter i superligaen tager han stafetten. Han tilkendegiver også klart at han intet har i mod at resten af verden hjælper til, hvad enten det er privat- eller udviklingssektor, så længe det ikke foregår hen over hovedet på Afrika.

Om Elumelu har ret, om den private sektors muskler og drivkraft, tilsat en god portion filantropi og traditionelle udviklingsmetoder og mål, er vejen frem, kan der være mange meninger om. Men at han tager stafetten for at den private sektor, det offentlige og udviklingssektoren skal danne fælles front for at skabe økonomisk og social velstand for alle, kan ingen være i tvivl om.

Og det kunne vi måske godt lære noget af i Danmark i stedet for det evindelige mundhuggeri om udviklingsbistanden.