Grænsen for Ugandas pressefrihed er nået

Kristeligt Dagblad den 8. maj 2008

Uganda fremhæves ofte som det afrikanske land, hvor pressen har den største grad af frihed, men et nyt regeringskritisk magasin kan ændre den situation og få landets relativt gode image til at krakelere.

YTRINGSFRIHEDEN I UGANDA er bemærkelsesværdig i forhold til i de fleste andre afrikanske lande. Forsøg på at bremse et nyt uafhængigt magasin tyder dog på, at der er grænser, og at Ugandas image som spirende demokrati kan krakelere.

Først blev chefredaktøren arresteret på vej til arbejde lørdag morgen i sidste uge. Dernæst blev redaktionslokalerne ransaget, og tre computere beslagt af kriminalpolitiet. To nøglemedarbejdere, en redaktør og en fotograf, blev også bedt om at følge med på politistationen. Ligesom chefredaktøren blev de anklaget for undergravende virksomhed. Sent på eftermiddagen blev de alle løsladt igen mod kaution. Tirsdag morgen stillede de igen på politistationen for at forklare sig, også onsdag.

Sagen handler om Ugandas sidste nye skud på mediestammen, The Independent. Det er et politisk nyhedsmagasin a la Newsweek, som udkommer to gange om måneden. Chefredaktøren er den ugandiske journaliststands enfant terrible, Andrew Mwenda.

Han var oprindeligt med til at starte den uafhængige avis Daily Monitor i 1992. Men sidste efterår ragede han uklar med Monitors ledelse og sagde op. Flere af hans artikler var blevet afvist, og han mente ikke længere, at avisen havde sin redaktionelle uafhængig og integritet i behold. Det kunne man læse i hans opsigelsesbrev, som han lod offentliggøre i en anden avis. Da det var sagt, startede han det nye nyhedsmagasin The Independent i december 2007. Regeringskritisk vinklet.

I begyndelsen var der problemer. The Independent, som skulle være kommet på gaden den 14. december, lod vente på sig. Bladet var blevet stoppet i trykken, udtalte Mwenda. Og hans ord blev verificeret af Reuters, som kontaktede trykkeriet og fik at vide, at trykkeren havde modtaget et brev fra højeste sted, der anbefalede, at han undlod at trykke det nye magasin.

THE INDEPENDENT FANDT et andet trykkeri, og siden da er magasinet udkommet uden afbrydelse hver 14. dag. Det er blevet distribueret i større byer over hele landet, men frem for alt er det blevet læst i hovedstaden, Kampala. Fyldt med aktuelle sager, som ingen af de andre medier er gået i dybden med, og hele vejen igennem kritisk vinklet med direkte adresse til den siddende regering har det nye magasin ikke fået lov til at samle støv på kioskernes hylder. Folk har slugt det, uden at nogen fra officiel side har løftet et øjenbryn. Tværtimod har det nye magasin fungeret som et konkret bevis på, at Uganda nyder godt af en pressefrihed, som de færreste andre afrikanske lande er forundt.

Den tilstand er ikke ny. Sådan har det været siden den nuværende præsident, Yoweri Museveni, kom til magten i 1986. En udbredt grad af ytringsfrihed har været en vigtig del af hans regerings politiske image. Indenrigs- såvel som udenrigspolitisk er pressens relative frihed blevet tolket som tegn på et spirende demokrati. Og begge steder har det været med til at styrke præsidentens og regeringens troværdighed.

Da Museveni kom til magten, blev han citeret for at sige, at han højst at ville blive på posten i fire år, derefter skulle det første frie valg finde sted. Hans lidet diktatoriske sindelag afspejlede sig fra begyndelsen i regeringsavisen New Vision, hvor en nyhed var en nyhed og en god historie en god historie fremfor alt andet. Næsten. For pluralismen i Uganda strakte sig kun til et vist punkt, skulle det vise sig.

PRÆSIDENTEN GIK IKKE af i 1990. Til gengæld fik Uganda en liberal medielov, og forskellige publikationer begyndte at dukke op, herunder avisen The Monitor. I begyndelsen blev den trykt på regeringsavisen trykpresse. Redaktørerne på de respektive medier var gode venner, så The Monitor fik endda de to første udgaver lavet på kredit. En god investering, især set med The Monitors øjne.

Avisen faldt tydeligvis i læsernes smag. De satte pris på den uafhængige linje, og især to skribenter, den daværende chefredaktør Charles Onyango-Obbo og den politiske vagthund Andrew Mwenda, gjorde deres til, at læsertallet steg.

Men avisen blev snart en torn i øjet på regeringen, og grænserne for pressens frihed begyndte at vise sig. Mwenda og Obbo var ikke de eneste pressefolk, som uafladeligt måtte en tur i retten i løbet af 1990’erne, anklaget for at fabrikere falske nyheder eller bagvaskelse. Men de frekventerede retssalene i en grad, at det nærmest var en joke. Alene Obbo var for retten mere end 120 gange i perioden 1992-2002.

Retssagerne havde bare ikke den ønskede effekt. Jo flere sager, The Monitor fik på halsen, desto flere læsere og annoncører fik avisen også. Så allerede to år efter avisen første gang kom på gaden, var det definitivt slut med vennetjenester mellem de nu åbenlyse konkurrenter The New Vision og The Monitor.

I et af forsøgene på at aflive The Monitor blev det på et tidspunkt besluttet, at offentlige institutioner kun måtte indrykke annoncer i statsejede publikationer. Et forbud, som da det blev ophævet igen, blot havde gjort The Monitor endnu mere populær.

Daily Monitor får fortsat sager på halsen og har journalister ansat, som indimellem frekventerer retssalene, primært på grund af politiske historier. Men det er ikke længere det medie, som lancerer de mest kontroversielle overskrifter. Den plads har The Independent klart overtaget de seneste par måneder. Og måske er det de dårlige erfaringer med at spænde ben for The Monitor de første par år, som har bevirket, at det nye magasin, til trods for den ekstremt regeringskritiske vinkling, indtil forleden har undgået repressalier. Måske er det på grund af landets relativt åbne debatklima, at bladet er udkommet regelmæssigt uden indblanding.

MEN NU ER GRÆNSEN åbenbart nået. Historien, som de tre journalister er blevet knaldet på, handler om såkaldte “safe houses”: torturkamre blandt andet til at få politiske opponenter til at makke ret. Officielt har safe houses ikke eksisteret i Uganda siden 2002. Men i den aktuelle sag fortæller en tidligere regeringsoldat The Independents læsere om, hvordan han her i 2006 og 2007 er blevet tortureret i tre forskellige safe houses i Kampala. Hensigten skulle ifølge ham selv være at få ham til at holde mund om hærens mere eller mindre lyssky affærer, blandt andet i bekæmpelsen af rebelhæren Lords Resistance Army i Norduganda.

Hvorvidt journalisterne ved det ny magasin løber med halve vinde, og om den tidligere soldat fortæller løgnehistorier, vil retten tage stilling til, hvis da ikke sagen bliver udskudt på ubestemt tid. Tilbage står spørgsmålet, om Uganda fortsat kan bryste sig af at have et åbent debatklima. Og i forlængelse heraf blive ved med at kalde sig et spirende demokrati.

På Reportere uden Grænsers indeks for pressens frihed i 169 lande lå Uganda som nummer 52 i 2002. I 2007 måtte landet nøjes med plads nummer 96.

Af Vibeke Quaade, Kampala