Ugandas civilsamfund rører på sig

Bragt i Information den 17. april 2007

Per sms-kampagne og med en underskriftsindsamling på nettet modsatte Uganda’s civilsamfund sig på det kraftigste at landets største regnskov blev sukkerplantage. Og så vendte den positive kampagne med et, da en fredelig demonstration endte i et racistisk drab.

Efter knap 20 år under diktaturstyrer som Idi Amin og Milton Obote og efterfølgende godt 10 år under den nuværende præsident Youri Museveni og et måske spirende demokrati er Uganda’s civilsamfund begyndt at røre på sig. Sagen er at Uganda’s største regnskov Mabira Forest er i fare. Regnskoven, som ligger cirka en times kørsel udenfor hovedstaden Kampala, og fungerer som drivhus for den centrale og østlige del af landet, er på nippet til at blive kraftigt formindsket.

Uganda’s øverste regeringstop pønser på gratis at uddele 7100 hektar af den 30000 hetar store skov til sukkerfabrikanten Sugar Corporation of Uganda Limited (SCOUL). Regeringstoppens argument handler om udvikling og økonomi. Hvis ikke Uganda siger ja til at få gang i en industrialisering, når der byder sig en lejlighed, så sker der aldrig noget. 38 pct. af Uganda’s befolkning lever i yderste fattigdom og for under 6 kr. om dagen. Den kedelige tilstand vil regeringstoppen have vendt. Derfor skal investorer opmundtres bl.a. med godbidder de ikke kan finde mangen til andre steder. Og i dette tilfælde er godbidden så et stykke af regnskoven.

Men det ræsonnement køber borgerne ikke. 80 pct. af den samlede befolkning lever på landet og her ved de hvad et balanceret klima med ligedele sol og regn betyder for både mængden og kvaliteten af afgrøder. Dertil kommer at Uganda de sidste par år har været kastet ud i en enorm energikrise. Langt fra alle landets husstande har indlagt strøm, men de der har strøm, har siden januar 2006 alligevel kun kunnet tænde for den hver anden dag. Det samme gælder for lokale såvel som udenlandske virksomheder.

Grunden til hele el-miseren er at vandstanden i verdens næststørste sø, Viktoria Søen er faldet katastrofalt og søen derfor ikke længere kan levere tilstrækkelig med strøm. Det er der forskellige årsager til. En af dem er at der for en snes år siden blev bygget en ekstra dæmning ved Nilens udspring. Og igennem den dæmning er der blevet udledt alt, alt for meget vand. Men en anden og årsag, er at der er gjort store indhug i regnskovene ved søen. Det har rykket den naturlige vandbalance. Hvis regeringstoppen vil have gang i udvikling og industrialisering, så skal de med andre ord ikke give regnskoven væk.

Utraditionelle metoder

Forskellige venligtsindede jordbesiddere i nærheden af Mabira Forest og naboer til sukkerfabrikanten SCOUL, har tilbudt at sælge af deres land. Det gælder både kongen af Buganda-folket, som er en af de mest indflydelsesrige etniske grupper i Uganda, og Biskop Luzinda Kazito, som på vegne af den protestantiske kirke, sidder på store dele af SCOULs nabo-jord. Men onde tunger vil, at når det overhovedet kommer på tale at give regnskoven væk, så skyldes det at industri-kartellet Metha Group, som SCHOUL er en del af, finansiererede en stor del af præsident Museveni og hans partis valgkamp sidste år.

Siden kampagnen for bevarelsen af regnskoven tog fart for knap en måned siden har Ugandas civilsamfund vist at de tager deres demokratiske ret til medbestemmelse alvorligt. De har formidlet seriøst baggrundsmateriale om regnskovens betydning, de har gjort opmærksom på at regeringen de sidste 15 år har gjort hvad de kunne for at forhindre småbønder i at hugge regnskovene ned og på bedste PR-facon har de leveret stof til avisernes forsidehistorier. En koalilition af NGO’er har også taget sagen, som de hævder er grundlovsstridig, i retten.

Men fremfor alt har de taget utraditionelle metoder i brug. Der er nærmest ikke den person over 18 år i Uganda, som ikke har en mobiltelefon. Og på mobiltelefonens display er der de sidste tre-fire uger tikket en lind strøm af støtte-erklæringer ind for bevarelsen af regnskoven. En underskriftsindsamling er også sat igang på i gang på internettet. Og fredag den 30. marts kl. 17:30 og på det tidspunkt af dagen, hvor gadebilledet i hovedstaden Kampala på det nærmerste er en lang traffikprop, var der iværksat en fem minutters dyt-i-hornet-kampagne.

Ingen tvivl om at folkestemningen for bevarelsen af Mabira Forest er vokset igennem hele kampagnen. På intet tidspunkt i kampagnens forløb havde der været optræk til voldelig konfrontation mod hverken den ugandiske regeringstop eller SCHOUL.

Endte i vold

Men pludselig vendte den positive miljøånd da en fredeligt demonstration for bevarelsen af regnskoven i torsdags udviklede sig til hetz mod den asiatiske befolkningsgruppe i Uganda. SCOUL såvel som Metha Group er indisk ejet – i lighed med en lang række andre store investorer i Uganda. Og da en bil med en asiatisk mand ved rattet kørte ind i folkeoptoget og sårede flere demonstranterne, gik det hele amok. Fordi den indiske befolkningsgruppe kun altfor tydeligt kan huske dengang de blev deporteret under præsident Idi Amin i 1972, og måske fordi de også havde fået et hint op hvad der kunne ske, var alle de indiske butikker i byen lukket. Men de indere – eller indisk udseendende folk – som alligevel befandt sig i nærheden af demonstration, blev nu jaget vildt. De blev gennembanket, der blev forsøgt ildpåsættelse af dem og det som ikke måtte ske skete: En ung indisk mand blev revet af sin motorcykel og stenet til døde.

Selvfølgelig blev politiets kamptropper sat ind. Selvfølgelig endte det hele i et total inferno af gadekampe mellem hard core demonstranter og politi – og militæret, som også blev kommanderet på gaden. Den positive folkelige kampagne blev med et negativ. Spørgsmålet er nu om regeringstoppen og Metha Group, som indtil da kun havde mistet terræn overfor folkebevægelsen, nu sidder med trumfkortet fordi civilsamfundet alligevel ikke kunne styre deres grundlovsbetingede ret til medbestemmelse og indflydelse. Eller om Ugandas spirende demokrati trods alt giver plads for hr. og fru Ugandas ret til medbestemmelse.

Af Vibeke Quaade, Kampala