Ugandas jord er en varm kartoffel

Kristeligt Dagblad den 10. oktober 2008

Jorddebatten i Uganda har ulmet i årevis. Men den er blevet politisk eksplosiv, efter tre repræsentanter fra landets største etniske gruppe for nyligt blev arresteret.

I UGANDA ER DER en særlig lyd for misfornøjelse. Den lyd, det giver, når man først strammer læberne sammen, derefter åbner dem en anelse og hiver luft ind mellem tænderne. Mislyden er ikke et hvæs, heller ikke et hurtigt hiv, med et sted derimellem.

Søndag aften er Ugandas hovedstad, Kampala, normalt fuld af vellyde. Folk har været i kirke, har haft fri hele dagen og været sammen med familie og venner. Men søndag aften den 20. juli var hele hovedstadsområdet fyldt med mislyde, efter at tre prominente repræsentanter fra kongedømmet Buganda i det centrale Uganda var blevet arresteret.

Efter folks bedste overbevisning havde de tre nemlig ikke gjort noget som helst galt. Ikke andet end at leve op til deres grundlovsbestemte ret. Via kongerigets meget populære radio, CBS, havde de ytret deres mening om nogle ændringer i loven om ejendomsret, som regeringen har barslet med i halvandet års tid.

De ændringer går ud på at beskytte folk, som ikke selv ejer jord, men som enten lejer fra store jordbesiddere eller bare bor der og dyrker jorden, sådan som de har gjort i generationer. Ifølge de nye ændringer skal disse mennesker have lov til at blive boende på jorden til evig tid og også have et særligt land-certifikat, som de kan låne penge i banken på.

Umiddelbart en beskyttelse af folk, som ikke selv ejer jord. Men i følge de tre, som var blevet arresteret, en udspekuleret måde at holde fattige mennesker i et evigt lejer- og dermed afhængighedsforhold, fordi de reelt aldrig vil komme til at eje jorden. Og samtidig en måde at narre jorden fra jordbesidderne, hvis det er det man er ude på. De nye ændringer indeholder nemlig ikke en klausul om at man skal have boet jorden i en årrække for at få ret til den. Det vil sige, at ændringerne vil komme til at betyde, at hvem som helst i princippet kan flytte ind – og ikke smides ud igen.

I grove træk var det den historie, de tre havde fortalt over radioen. Og kunne der nu være noget galt med det? Folk var oprørte, der var jo næppe tale om terrorisme. Mislydene steg i styrke bare ved tanken.

Men ligeså uskyldigt oplevede spidserne i den ugandiske regering ikke sagen. Siden 2007 havde præsident Yoweri Museveni brugt enhver given lejlighed til at lave PR for de foreslåede ændringer i landets ejendomslovgivning. Den nuværende lov fra 1998 tilgodeså ikke i tilstrækkelig grad de fattigste, havde han sagt. Småbønder og andre, som enten lejede bittesmå jordlodder eller ulovligt boede på de store jordbesidderes jord, skulle beskyttes fra at blive smidt på porten fra den ene dag til den anden.

Han henviste til nogle sager af nyere dato, hvor jordbesiddere på det groveste havde smidt folk ud. Dette måtte stoppe, tordnede han og lød næsten lige som dengang, da han kom til magten, og hans daværende marxistiske holdninger var med til at give ham heltestatus over det meste af landet. Dengang hørte folk efter. I dag, 20 år efter, blev han enten mødt med tavs modstand eller argumenter, som umiskendeligt lød som dem fra Buganda-radioen. Og så var det, de tre blev sat fast.

STRIDEN OM EJENDOMSRETTEN i Uganda er gammel. I den centrale del af landet, det såkaldte Buganda, som huser landets største etniske gruppe, baganda, begyndte striden allerede i 1900.

Dengang var Buganda den mest udviklede del af Uganda, og på bedste feudalmaner delte det britiske kolonistyre Bugandas areal på 19.000 kvadratmile op. De 9000 gik til dem selv. Mens de resterende 10.000 kvadratmile land blev delt ud til kongen af Buganda, som fik 350 kvadratmile land, og til et antal herremænd, som derefter lejede det ud til småbønder.

Ved samme lejlighed blev der ikke lavet regler, som beskyttede småbønderne. Og ligesom det var tilfældet i Danmark før Stavnsbåndets ophævelse i 1784, blev småbønderne derfor voldsomt udnyttet.

Det førte til bondeoptøjer de næste 20-30 år. Så heftige, at det i 1928 blev nødvendigt med en lov, som regulerede forholdet mellem herremændene og bønderne. Den fungerede indtil 1975, hvor Idi Amin havde fået nok af jordbesidderne. I et Robinhood-agtigt anfald af tag-fra-de-store-gi’-til-de-små annulerede han med et pennestrøg deres ret til jorden. Loven fra 1928, som regulerede forholdet mellem jordbesidderne og småbønderne, røg også.

Jordbesidderne var imidlertid så stærke, og der var I øvrigt så meget politisk tumult i landet, at de i praksis aldrig kom til at overgive deres land. Derimod fik de igen ret til at skalte og valte med småbøndernes rettigheder. Først under den nuværende præsident Musevenis styre blev der i 1998 indført en ny ejendomslov, som regulerede forholdet mellem jordbesidderne og småbønder og andre, som lejer eller bare bor på deres jord. Men åbenbart ikke tilstrækkeligt, hvis man skal tro på, hvad Museveni og regeringen siger. Og det gør folk i den centrale del af landet ikke. Der er lumske bagtanker bagved de søde ord, mener de.

Sagen er den, at jord i Uganda er meget værd. Og at jordpriserne hele tiden stiger. Middelklassen vokser betydeligt, og der er mange penge i omløb blandt dem, der har nydt godt af Ugandas positive økonomiske vækstrater de seneste 20-22 år. Samtidig er befolkningstilvæksten eksploderet. I gennemsnit føder ugandiske kvinder 7,1 barn, og hvor befolkningstallet i 2002 var på knap 25 millioner indbyggere, er det i dag på 31 millioner. Man skal derfor være godt blind for ikke at kunne forudse en fremtid, hvor der bliver mangel på jord, som det derfor også er vældig populært at spekulere i.

Mange har lugtet lunten, og siden 2002 har der været fuld gang i jord- og ejendomshandlen. Skønne villaer i mondæne kvarterer, nogle af dem sågar med udsigt til Viktoriasøen, går snildt for fire-fem millioner danske kroner. Visse steder i hovedstadsområdet er priserne på ejendomme sågar steget med 40-60 pct. siden sidste år. Og selv om stigningen ikke er så voldsom alle steder, så er der ingen tvivl om, at køb og salg af jord- og ejendom er en særdeles lukrativ forretning.

JORDSPEKULATION FOREGÅR over hele landet, men det er især omkring hovedstaden, som ligger i Buganda, at der er rift om jorden. De, som gerne vil have fingre i den værdifulde jord, er ikke nødvendigvis etniske baganda. Jordspekulanterne kommer alle steder fra. Og rigtig mange af dem den fra vestlige del af landet, hvor også præsidenten kommer fra.

Her er jorden ikke er nær så meget værd som i det centrale Uganda. Til gengæld har middelklassen fra vest penge. Og det synes de etniske baganda ikke er specielt morsomt.

Dengang hvor Museveni kom til magten efter guerilla-krigene i 1985-1986, blev de afgørende slag kæmpet på Bugandas jord i Luwero cirka 60 kilometer fra Kampala. Og rygterne vil vide, at nogle af de daværende øverste generaler, som i dag er blandt de højest placerede regerings- og militærfolk, i den anledning erhvervede de sig kvadratkilometervis af den jord, som briterne havde givet tilbage til Buganda ved Ugandas uafhængighed i 1962. Den historie har de etniske baganda ikke glemt. De mener, den jord tilhører kongeriget, og at den nye lov om ejendomsretten overhovedet ikke handler om at beskytte småbønder med videre. Derimod er den en lyssky strategi fra regeringens side, der slet og ret går ud på at rage endnu mere af den gode, dyre Buganda-jord til sig.

Som så mange andre steder i Afrika er Ugandas jord en varm kartoffel, og jorddebatten har ulmet i årevis. Men den er først blevet politisk højeksplosiv, efter spidserne i regeringstoppen med bål og brand fik sat de tre Buganda-repræsentanter fast. For måden, det foregik på, mindede mest af alt om den procedure, der også blev brugt overfor oppositionspolitikeren Kizza Besigye under valgkampen i 2006. Ligesom Besigye blev de tre Buganda–repræsentanter sluset ud af Kampala, så snart de var blevet arresteret, og kørt til ukendte steder, hvor der hverken var forsvarere eller andre til at hjælpe dem. Og først efter Buganda-kongeriget hyrede en flok advokater, som fik opsporet, hvor de tre var, og som med loven i hånden kunne tale deres sag, blev de løsladt.

Mislyden er ikke til at tage fejl. I hovedstadsområdet er resultatet af balladen uddelt sympati over for Buganda-kongeriget og dets tre repræsentanter, og ekstrem modstand overfor regeringen.

Der vil skulle noget af en charmeoffensiv til at tysse den ned inden 2011, hvor Ugandas næste valg skal stå.

Af Vibeke Quaade, Kampala