Ugandisk patriotisme på kommando

Bragt på ms.dk den 27. juli 2009

School girls in Kabale

En ny debat er startet i Uganda. Den handler om patriotisme; om hvordan man viser at man elsker sit fædreland og er en god borger.

Debatprogrammer på radioen har taget emnet op, læserbreve om patriotisme fylder op i avisernes spalter og folk diskuterer internt. Hvad vil det sige at være patriot? Hvem er patriot. Og hvad skal der til for at man – hånden på hjertet – kan påberåbe sig at have ofret sig for så meget for Uganda at man kvalificerer sig som patriot? Skal man have været i krig som soldat eller general, skal man bidrage til landets udvikling som politiker eller skal man være en helt almindelig og ludfattig landmand, og tilhøre de 80%  af landets borgere, som dagligt bidrager til landbrugsproduktionen, som stadig udgør en tredjedel af landets BNP.

Det hele startede i løbet af foråret da Ugandas præsident igennem 23 år, Yoweri Museveni rejste til det østlige Uganda for at tage hul på en landsdækkende turne målrettet udvalgte folkeskolelærere fra landets Secondary Schools.

Secondary Schools er for elever fra 7 klasse til og med gymnasiet, og det som deres lærere har lært af præsidenten gennem de sidste par måneder tid er at udvise disciplin overfor deres lærerkald, elske deres land og beskytte miljøet. Han har også lovet at afsætte penge på 2009/10 budgettet til at oprette patriotisme-klubber på skolerne. Og alt imens præsidenten har ført sin lære rundt i landet, så er det debatten om patriotisme har spredt sig som en løbeild.

Bølgerne går højt og sarkastiske og dybt kritiske stemmer stiller spørgsmålstegn ved præsidentens legitimitet, når det kommer til patriotisme. For hvordan kan en præsident, som godt nok engang for 23-25 år siden satte sit liv på spil, da han udkæmpede en guerilla-krig for at befri landet fra Obote II styret, men som  i dag overhovedet ikke lider nogen nød, og som bl.a. er i gang med at erhverve sig et nyt præsidentfly til 60 millioner USD, på nogen måde tillade sig at tale om at ofre sig for sit land, lyder deres argumenter.

Andre mener præsidenten har fat i den lange ende, når han tordner at man skal give for at kunne tage, og at sand patriotisme er den eneste måde at holde sammen på et land, hvis sociale og økonomiske forskelle er kolosalle og som består af mere end 30 forskellige etniske grupper, der taler ligeså mange forskellige sprog. Se bare på tanzanierne, siger fortalerne, de er også fattige, men de holder sammen som ærtehalm netop pga fædrelandskærlighed. Forleden kom Ugandas Minister for Etik og Integritet også på banen. Ifølge ham er kritikken af præsidentens kampagne ikke bare forkert, men også farlig. ”Vores kultur har altid budt os at respektere vores ledere hvadenten det er på hjemmefronten i famili-regi, på arbejdspladser, på lokalplan eller på landsplan.Ytringsfriheds kræver ansvar og det er Gud’s vilje at man respektere sine ledere”, skrev han i en kronik i regeringsavisen New Vision. Han konkluderede også at landets sikkerhed er i fare hvis præsidentens lederskab undermineres.
Nu er det jo ikke noget nyt, og særligt ugandisk, at statsledere, hvad enten det er konger eller præsidenter, påberåber sig respekt for det bestående og de gældende strukturer, og også referer til Gud og Fædreland. Det er sket før, også i den nyere del af verdenshistorien.

Det som kan synes overraskende er at det sker i et land, som ellers ikke har været sen til tage alverdens reformer til sig inlusiv IMFs. Økonomien er  liberaliseret og  Uganda er i dag et af de afrikanske lande, som det er lettest  at investere i (hvis man lige ser bort fra korruption!) og som siden 1990’erne har ført en decentraliseringpolitik, hvor i hvert fald noget af ansvaret for lokalt styre er lagt ud til landets 81 lokale administrationer. De sidste 20 år har også været præget af en vidstrakt ytringsfrihed og en relativ fri presse.

Men her på det seneste er det som om grebet strammer til fra centralstyrets side. Og det handler ikke kun om præsidentens patriotismekampagne. I marts gik det meste af NGO-miljøet på gaderne i protest mod et forslag til en ny NGO-lovgivning.  Ifølge den skal alle NGO’er fremover ansøge en såkaldt NGO-bestyrelse en gang om året om at få lov til at operere i landet. NGO-bestyrelsen kan ifølge forslaget også bestemme hvem der er ansat i organisationen, og kræve at NGO’en søger om tilladelse til at kontakte de mennesker, som den ønsker hjælpe.

Regeringen holder på at loven er en foranstaltning, der skal gøre op med såkaldt kuffert-NGO’er. Det er dem som for et godt ord snyder og bedrager almindelige mennesker, og som ikke er til nogen nytte for andre end for dem selv, bortset måske lige fra håndværkerne som får løn for at bygge de monster-store huse på Kampalas bedste adresser, som pengene typisk går til.

Og den er god nok. Der er sorte får i det brogede miljø af de cirka 7000 registrerede NGO i Uganda. Men selvom den seriøse del af NGO-miljøet godt er klar over at der er brådne kar blandt dem, så køber de alligevel ikke helt regeringens forklaring. De opfatter den ny lov som et tegn på at regeringen mener at civilsamfundet er infiltreret af oppositionskæfter, og derfor vil have styr på dem.

NGO’ernes mistanke ville måske være mindre, hvis det ikke var for andre tegn på reel opstramning fra regeringens side.

For øjeblikket ligger der også et andet lovforslag til behandling. Det går ud på at give frit spil for aflytning af telefonsamtaler. Angiveligt som et led i terrorforebyggelse. Uganda har sendt tropper til Somalia, og det har været medvirkende til et oprustet terrorapparat. Men derfra til at lave en lov, som giver frit spil for aflytning over en bred kam, er at gå for vidt, mener mange kritikere. Og de har fået opbakning fra uventet kant. Uganda’s fem telefonselskaber, som alle er udenlandsk ejet, har advaret om at gennemførelsen af en sådan lov vil øge omkostninger for mobil-telefoni. I samlet trop har de meddelt at de forventer at Ugandas regering selv står for den regning, og at det hverken er mobilselskaberne eller kunderne, som skal betale.

Der er to år til at Ugandas næste præsident- og folketingsvalg. Ved det sidste valg i februar 2006 var marginen mellem oppositionen og præsident Musevenis National Resistance Movement til at overse. Ifølge de officielle tal fik Museveni 59,3% af stemmerne, mens hans udfordrer Kizza Besigyi fik 37,4%.

Der bor cirka 30 millioner mennesker i Uganda og mere end halvdelen af dem er under 15 år. Valgalderen i Uganda er ligesom i Danmark 18 år, og siden 2006-valget er der med et gennemsnitligt fødselstal på 7,2 børn per kvinde kommet rigtig mange nye unge vælgere til.

I Uganda er præsident Museveni især anerkendt for at have skabt fred i det meste af landet efter de tumulte år under Amin og Obote II styrene. Præsidentens opbakning er primært blandt landets bønder, og blandt den ældre del af befolkningen, som kan huske tilstandene op igennem 70’erne og i begyndelsen af 80’erne. Men dem bliver der færre og færre af, og selvom præsidenten er kendt for altid at referere til den gorillia-krig, som hans National Resistance Movement udkæmpede i begyndelsen af 80’erne, så er det en stadig mindre del af befolkningen som kan relatere til det.

De unge lever i deres egen tid, og de fleste af dem oplever er et virkelig hårdt og fattigt liv. Selv for dem, som har en uddannelse er livet ikke en solskinsferie. For jobbene hænger ikke på træerne. Unge mellem 15-24 udgør 83% af Uganda’s arbejdsløse, og ifølge tal fra Verdensbanken, så får kun en tredjedel af de unge i Uganda med videregående udannelser job i den formelle sektor. De har med andre ord kvalifikationerne i orden, men ikke noget at bruge dem til, og så ligger det lige for at begynde at stille spørgsmålstegn ved status qvo.

Analytikere er derfor også enige om at det ikke er skolelærerne, som er målgruppen for patriotisme-kampagnen. De mener i stedet at målgruppen er de unge, som lærerne underviser, og som vil være vælgere i 2011.

Spørgsmalet er bare om man kan lære at elske sit land på kommando? Eller om der også skal andet til?

Foreløbig er der afsat 3 milliarder Uganda Shillings, dvs. 10 millioner DKK afsat på 2009/10 budgettet til 5000 såkaldte patriotisme-klubber på udvalgte skoler over hele landet. Penge som i parentes bemærket ikke skal administreres af Ugandas Undervisningsministerium, men af Sikkerhedsministeriet.

Af Vibeke Quaade, Kampala

, ,

About vqeverywhere

Love politics, media, trend spotting and groundbreaking new ideas

View all posts by vqeverywhere

Subscribe

Subscribe to our RSS feed and social profiles to receive updates.

No comments yet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: