Bragt på ms.dk 11. September 2009
Mindst ni er dræbt under voldsomme optøjer i Ugandas hovedstad Kampala mellem regeringstropper og demonstranter, der støtter deres konge Kabaka. Striden handler om jord.
Urolighederne begyndte om eftermiddagen torsdag den 10. september og fortsætter i dag fredag, hvor skud allerede fra morgenstunden blev affyret flere steder i byen.
Urolighederne, som skyldes, at Ugandas regering har blokeret kongen for landets største etniske gruppe Baganda i at besøge Kayunga i den nordøstlige del af landet, forventes at fortsætte i hvert fald lørdag med, hvor Kabakas besøg var planlagt til at finde sted.
Spændt stemning bryder ud i lys lue
Stemningen i byen har været spændt siden først på ugen, hvor det stod klart, at Kabaka ville blive forhindret i at rejse, men urolighederne brød først ud torsdag, efter at kongedømmets premierminister blev stoppet på vej til Kayunga for at forberede besøget.
En demonstration udviklede sig lynhurtig til slagsmål mellem politi og demonstranter i det indre Kampala, og da det efter to timers heftige gadekampe ikke var lykkedes at få situationen under kontrol, blev militærpolitiet sat ind.
Urolighederne spredte sig til andre steder i byen; forretninger blev hærget, der blev sat ild til bildæk og bygget blokader, og militærpolitiet svarede igen med tåregas, vandbomber og skud. I bydelen Natete, hvor det gik det særligt heftigt til, brændte demonstranterne en politistation ned til grunden og forsøgte også, uden held, at sætte ild til en tankstation. Blandt de dræbte er rapporteret en politibetjent.
Radiostationen CBS lukket
Uden for Kampala var der også optøjer. Unge Global Contact frivillige blev fanget midt i forstaden Mukono, cirka 15 km fra Kampala og måtte søge tilflugt på et tag. De er nu i sikkerhed i MS’ kontor i Kampala.
Sent på eftermiddagen i går lukkede Ugandas regering Buganda-kongedømmets radio CBS med den begrundelse, at den opildnede til optøjer. Lukningen af radioen skete få timer inden præsident Museveni holdt tale til nationen på den statslige TV-station UBC. Her gentog han, at Kabaka ikke kunne gennemføre turen til Kayunga.
Striden handler om jord
Optøjerne kommer efter en længere periode præget af koldkrig mellem på den ene side Ugandas regering med præsident Museveni i spidsen og på den ene side Ugandas største etniske gruppe Baganda og deres konge Kabaka.
Striden handler om jord, og den har stået på i årevis. Den brød for første gang ud i lys lue for et års tid siden, da tre repræsentanter for Buganda-kongedømmet blev arresteret for at agitere imod en jordreform, som Museveni-styret har barslet med i nogle år. I mere eller mindre ublu vendinger kaldte de tre jordreformen for et regeringstrick for at få lettere adgang til kongedømmets jordarealer.
Der er fire traditionelle overhoveder for etniske grupper i Uganda, herunder Kabaka, men ifølge grundloven har de ikke ret til at udtale sig politisk. Det har Kabaka ikke desto mindre gjort her på det seneste, hvor han gjort sig til talsmand for føderalisme. Så kan bagandaerne i det mindste selv bestemme over deres jord.
Føderalisme – why not
Uganda har mere end 35 forskellige etniske grupper, og bagandaerne er ikke den eneste, som i øjeblikket føler sig trådt på af den nuværende regering. Tanken om føderalisme bliver derfor også bakket op andre steder fra.
Kritikere af Kabaka siger, at Museveni-styret aldrig skulle have tilladt genkomsten af de traditionelle ledere og kongedømmerne, som ellers havde været forbudt under Obote-styret i 1960’erne, mens regeringskritiske analytikere peger på, at regeringens beslutning om at blokere Kabakas besøg til Kayunga ikke handler om kongens sikkerhed, som har været den officielle begrundelse. De mener, det er et kalkuleret forsøg fra regeringens side på at spille de etniske grupperinger ud mod hinanden, så de ikke ender med at blive enige og i samlet flok sætte sig op mod regeringen.
Etnisk uro
Torsdag den 10. september havde urolighederne da også etnisk karakter. Øjenvidner i bydelen Wandegeya omkring Makerere Universitetet fortæller, at grupper af unge Baganda-demonstranter ikke nøjedes med at gå til angreb på folk fra det vestlige Uganda, hvor præsident Museveni kommer fra. De overfaldt også andre civile, som ikke deltog i optøjerne, og som demonstranter derfor antog for ikke at være baganda. Også den store gruppe indere, som bor permanent i Uganda, måtte stå for skud. Flere steder i byen måtte politiet særskilt evakuere inderne.
I isolerede lommer af Kampala fortsætter urolighederne her fredag formiddag, og stemningen i hele byen er spændt. Radio- og tv-stationer sender ekstraordinære nyheder om situationens udvikling og opfordrer folk til at proviantere for weekenden og holde sig inden døre.
Vibeke Quaade, Kampala
May 25, 2011
Articles from East Africa