Fra bonde til marked: Kenyanske IT-kvinder skaber forbindelsen.

U-landsnyt.dk 13. juni 2011. Stribevis af mellemhandlere og gate-keepers er medvirkende til at kenyanske småbønder har svært ved at afsætte deres afgrøder til en rimelig pris. Derfor har tre kvindelige nørder udviklet M-Farm, som skaber direkte forbindelse mellem bønderne og deres marked.

“Hvis danskerne gerne vil støtte Afrika, så behøver de altså ikke give os bistandshjælp eller købe CSR-støttede varer eller ydelser. De kan bare handle direkte med os, det er meget nemmere.”

Ordene er Jamila Abass’. Hun er 27 år, kenyaner og software ingeniør. Sammen med kollegaen, Susan Oguya, som også er 27 og mobil-app udvikler, er hun på en smuttur i København for at sondere markedet.

Susan og Jamila har sammen med en tredje kollega Linda Kwamboka Omwenga udviklet en digital løsning, som kan sætte producenter af landbrugsvarer direkte sammen med aftagerne.

M-Farm forbinder 400 bønder med deres marked
M-Farm kalder de systemet, og for øjeblikket afprøves det i Kenya, hvor det forbinder 400 småbønder fra Kinangob med bl.a. handlende fra det store Marikiti-marked i Nairobi.

Kinangob ligger i Naivasha-området cirka tre timers kørsel fra Nairobi, og M-Farm har valgt netop dette område fordi det huser 200.000 småbønder og dermed potentielle brugere af M-Farm.

I Kinangob dyrker bønderne gulerødder, kartofler, slikærter og honning, og selvom de bor forholdsvis tæt på Nairobi skal de igennem 3-6 led af mellemforhandlere før afgrøderne når boderne på markedet i Nairobi. Dermed har de det samme problem som alle andre småbønder i Kenya – og i det meste af Afrika. De får aldrig noget der ligner den pris for deres produkter, som varerne sælges til på markedet.

Direkte handel udenom mellemhandlere og gate-keepers
Det er for at sikre bønderne direkte adgang til markedet og en bedre pris at de tre unge kvinder har udviklet M-farm. Via mobiltelefonen sætter M-Farm bønderne direkte i forbindelse med aftagerne på det marked, som de gerne vil nå. M-Farm giver dem mulighed for – udenom af mellemhandlere og gate-keepers – at lave aftaler direkte med aftagerne og dermed få en bedre pris for varerne.

Af en befolkning på godt 40 millioner mennesker har 22 millioner kenyanere et mobilabonnement, og det gælder også småbønder. Så det giver kun mening at bruge mobil-infrastrukturen til at skabe forbindelsen. Dertil kommer at det kenyanske mobil-betalingssystem M-Pesa, gør bønderne i stand til at modtage betaling for deres varer udenom diverse mellemled.

Indtil videre tager M-Farm 50 øre for hver sms der går igennem deres system, men det hele er stadig i en testfase, og det vil vare et stykke tid før priserne ligger endeligt fast.

Det kræver afsætningsmuligheder at øge produktionen
Susan og Jamila er begge opvokset på landet. Susan er fra det frodige Kisumu-område i Vestkenya ved Uganda, mens Jamila kommer det ofte tørkeramte Wagir tæt på grænsen til Somalia. Begge har fra barnsben haft småbøndernes udfordringer inde på livet.

Alle steder på landet i Afrika har bønderne det samme problem: Det giver ikke mening for dem at dyrke mere, hvis de ikke kan komme af med varerne, forklarer Susan Oguya.

Verdens fødevarekrise har ikke gjort den udfordring mindre. For øjeblikket postes der store midler i at øge produktionen af landbrugsvarer i Afrika, uden at der samtidig investeres i afsætningsmulighederne. Det skaber grobund for en katastrofal udvikling mener de to unge kvinder.

For en bonde kan det ende med dobbelt tab, hvis han dyrker dobbelt så meget uden at kunne afsætte det, fastslår Jamila Abass.

På sigt kan M-Farm også bruges udenfor Kenya
Det var for at give deres bidrag til at løse markedsproblemet at Susan, Jamila og Linda gik i gang med M-Farm. Men selvom systemet er udviklet til deres hjemland, kan hverken Jamila eller Susan se at der skule være noget i vejen for at at implementere det udenfor Kenya.

“I morges var vi på Grønttorvet i København. Markedsfolkene var klart interesserede i at få varer fra Kenya så længe kvaliteten og pakningen er i orden. Så hvorfor ikke udvide systemet til at sætte kenyanske bønder sammen med danske aftagere,” spørger Jamila Abass retorisk og slår en høj latter op. Hun fortsætter;

“Slikærter f.eks. kunne være en begyndelse. På markedet i Nairobi koster 100g slikærter 60 ører. På Grønttorvet går de for 25 danske kroner.”

M-Farm i Helsinki for at få Verdensbank pris
Men inden M-Farm når så langt, er der meget som skal klares derhjemme. M-Farm er kun syv måneder gammelt og alt er i opstartsfase. Ideen til systemet havde længe luret, men det hele startede for alvor, da trekløveret for syv måneder siden vandt førsteprisen ved IPO48 Kenya. Det var en 48–timers innovations-træningslejr for IT- og mobilsoftware udviklere, der fandt sted i Nairobi i november 2010.

Siden da er det gået slag i slag. Turen til Europa skyldes i virkeligheden at M-Farm skulle til Helsinki, Finland for i lighed med 20 andre IT og mobil start-up virksomheder fra nye markeder at modtage Verdensbankens pris ”Access to Market and Finance”. M-Farms danske forbindelse går gennem Kresten Buch, medarrangører af IPO48.

Flere kvindelige software udviklere i Kenya end i Danmark
“Der er så meget gang i det kenyanske innovationsmiljø på det digitale område – og i modsætning til i Danmark, så virker det som om der er også er langt flere piger med,” siger Kresten Buch.

De tre M-Farm kvinder er en del af det digitale kvindenetværk AkiraChix. Deres kontor er hos ihub, der er Nairobis førende digitale innovations-hotspot og inspirationskilde for digitale entreprenører i Østafrika.

Af Vibeke Quaade, København

, , , , , , , , ,

About vqeverywhere

Love politics, media, trend spotting and groundbreaking new ideas

View all posts by vqeverywhere

Subscribe

Subscribe to our RSS feed and social profiles to receive updates.

No comments yet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: