Fra folkemord til foregangsland

Politiken, Økonomi. 7. sept. 2011. Kigali. For 17 år var Rwanda rystet af et blodigt folkedrab. I dag er landet i hastig udvikling med nultolerance over for korruption, høj vækst og serviceydelser, som også kommer de fattigste til gode.

Med svømmevinger om de muskuløse overarme og et flydebælte om livet tager en ung langlemmet mand uøvede svømmetag. Langsomt, men beslutsomt bevæger han sig igennem vandet. Han svømmer på den korte led af bassinet. Han stopper op og puster ud, hver gang han har svømmet en bane. Gæsterne langs kanten af bassinet følger nysgerrigt med.  Stedet er Kigali, hovedstaden i Rwanda og poolen er Hotel de Mille Collins i en gennemrenoveret udgave af det sted, hvor den skæbnesvangre historie fra filmen “Hotel Rwanda” udspillede sig i 1994.

Dengang destruerede Rwanda sig selv i løbet af 100 dage. Op imod en million tutsier og moderate hutuer blev udryddet i et af verdens mest brutale folkemord.

17 år efter er landet på afgørende områder længere fremme end før folkedrabet. Internationalt omtales Rwanda og landets præsident siden 1994, Paul Kagame med lige dele beundring og forundring. For det lille østafrikanske land har gjort som svømmeren i poolen. Målrettet og uden tanke for at udenforstående måske ikke helt troede på projektet, har Rwanda stødt og sejt arbejdet sig fremad. I dag er det et Afrikas mest fremgangsrige lande.

Rwanda var smadret efter folkedrabet, folk var desillusionerede og ødelagte. Vi skulle starte forfra. Kun få troede på at vi ville kunne rejse sig os indenfor overskuelig tid. Alligevel er vi på vej til at nå vores mål; at blive et middelindkomstland inden 2020 siger John Rwangombwa, Rwandas finans- og planlægningsminister med slet skjult stolthed.

Fra at være et fattigt landbrugsland skal Rwanda blive til et vidensbaseret samfund. Målene står i drejebogen for Rwandas udvikling, Vision 2020.

Ifølge John Rwangombwa kan der sættes hak ved en række felter på resultatlisten.  Syv-årig grundskole for alle børn er stort set nået med en dækning på 96 procent. Målet om ni års skolegang er godt i gang. Antallet af offentlige hospitaler og sundhedsklinikker er også fordoblet de sidste 17 år, og 99 procent har en sygesikring. John Rwangombwa nærmest ryster resultaterne ud af ærmet.

Økonomisk er der også taget store spring fremad. Gennemsnitsvæksten siden 2000 har været på 7 procent. Væksten er fortrinsvis drevet af landbrugssektoren, som 90 procent af befolkningen er en del af.

John Rwangombwa læner sig frem:

I må forstå at omdrejningspunktet i Vision 2020 er at få en økonomi i gang, som alle deltager i at opbygge. Vi må opbygge en kollektiv samhørighed på tværs af klasseskel og etnicitet, hvor alle føler sig som en del af fællesskabet, så vi ikke risikerer igen at skulle starte forfra, siger han.

Bidrag til fællesskabet
Et folkedrab må bare ikke ske igen. For at være på den sikre side bruger regeringen bevidst opdragelseskampagner, som samler befolkningen om fælles anliggender. En af dem er Umugunda, hvor alle indbyggere, også præsidenten, sidste lørdag i hver måned bidrager til fællesskabet ved at  plante træer, grave grøfter, bygge skoler eller rydde op i deres lokalområde. I Kigali er der pænt og rent. Det er ikke for ingenting at Rwanda kaldes Afrikas Singapore. Fodgængerne går kun over gaden, hvor der er zebrastriber, motorcykeltaxaernes chauffører og deres passagerer har styrthjelme på. Der ligger ikke plastikposer og andet skrald og flyder i rendestenen.

Forretningsfolk hæfter sig ved at der er nultolerance overfor korruption, snyd og tyveri.

Det er nemmere at lave forretning i Rwanda, end i mange andre afrikanske lande, hvor korruptionen og svindel har lettere spil, siger Faustin Mbundu, viceformanden for Rwandas Private Business Federation. Han mener, at den imponerende stigning i udenlandske investeringer fra 32 millioner dollar i 2003 til 541 millioner USD i 2009 bl.a. skyldes Rwandas anti korruptionspolitik. Han er heller ikke i tvivl om, hvem der er bannerfører for denne linje. Paul Kagame styrer landet som en stor virksomhed, hvor det gælder om at få alle til at yde deres ypperste og udelukkende gå efter målet; at skabe vækst. En af metoderne er moderne netværk. Præsidenten har sin egen rådgivergruppe, som hjælper med de politiske prioriteringer –  og med at lægge et godt ord ind for Rwanda ude i verden og tiltrække investeringer.  Den bedst kendte rådgiver er Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair.

Kagame er ivrig bruger af sociale medier, især twitter, og godt i gang med at forbinde det lille land til resten af verden på it-fronten. Ambitionen er at gøre Rwanda til Østafrikas digitale centrum. Indtil videre er der trukket 2.700 km fiberkabler ud igennem landet, så landets 27 distrikter kan komme online.

Begrænset ytringsfrihed
Kagames mod brander Rwanda positivt som Afrikas dynamo. Men samtidig giver hans stramme styreform anledning til international kritik. Den politiske opposition kritiserer ham for at overtræde menneskerettighederne og favorisere tutsi mindretallet på 15 procent af befolkningen.

Også ytringsfriheden står for skud. Ingen af landets aviser og blade redigeres efter objektive kriterier. En ny og mere liberal medielov er på trapperne, men de færreste tror, at det vil ændre noget på kort sigt. Selvjustitsen blandt journalister er stor.

I 1994 blev især radioen brugt som propagandamaskine til at opildne og koordinere folkemordet. Kun de færreste mediefolk har mod på at eksperimentere med landets interne sikkerhed og fremtid – og muligvis deres egen – ved at skrue for meget op for den åbne debat.

Udviklingsmæssigt leverer Rwanda leverer varen. Så kan verden mene, hvad den vil.

Vibeke Quaade, Kigali