February 4, 2012

3 Comments

Billedet af Afrika som hjælpeløst fastfryses

Politiken, Kroniken, 3. februar 2012: En opfordring til at få ulandsoplysningen ud af sin ghetto. Den blev bragt i den trykte avis 3. feb,  ikke på http://www.pol.dk. Her gengivet med tilladelse fra redaktionen.

Fredag den 3. februar ruller Danmarks Indsamling hen over Tv-skærmene. Over hele landet vil der være tændt for et, med garanti, godt og underholdende show. Siden 2007 har Danmarks Indsamling været et fast indslag på DR1’s programflade i løbet af årets to første måneder. Og som det siges i introduktionsvideoen på indsamlingens hjemmeside, er det blevet til en national begivenhed.

Temaet for dette års indsamling er Børn på flugt, og de penge som samles ind i løbet af aftenen, vil blive fordelt blandt de 12 danske hjælpeorganisationer, som står bag Danmarks indsamlingen. Gode programmer og aktiviteter vil derefter blive gennemført til at hjælpe børn, der enten er eller har været på flugt i lande syd for Sahara. Børnene vil få en tiltrængt hjælpende hånd. Alt sammen virkelig godt og udmærket. Ikke et ondt ord her om at vise solidaritet og hjælpe andre. Også jeg vil sms’’e til 1212 fredag aften.

Knap så godt er det generelle indtryk af udviklingslandene, som et show som Danmarks Indsamling er med til at efterlade. Et indtryk, som helt klart er effektivt, når formålet er at rejse penge – i løbet af årene er der blevet samlet mellem over 400 millioner kroner ind. Men samtidig et indtryk af lande og mennesker, som ikke kan selv, og som har brug for hjælp af os danskere, og som på længere sigt truer med at have sideeffekten; uvidenhed, snæversyn og ligegyldighed, hvis det står alt for alene.

Danmarks Indsamling lægger sig i kølvandet af store internationale velgørenhedsshows som Bob Geldof & co’’s Live Aid koncert i 1985, der skønnes at have tiltrukket 1.9 milliarder live seere i 150 lande og donationer på i alt 150 milliarder britiske pund. Med andre ord et mega show med toppen af verdens rockstjerner, underholdning så det baskede og billeder af sultsyge, nødlidende børn, som blev ikonet på Etiopiens sultkatastrofe.

De færreste som så billederne af de etiopiske børn, glemmer det nogensinde. Også selv om det ikke var første gang i historien at en afrikansk problematik blev afbilledet med børn.

Går man 100 år tilbage og kigger datidens britiske populærkultur efter i sømmene er iscenesættelsen af Afrika og afrikanere som børn, der skulle hjælpes, klokkeklar.

Alle vegne, i litteraturen, malerkunsten, aviserne blev forholdet mellem moderlandet Britain og kolonierne afbildet som en slags forældre-barn relation, med hvad dertil kommer af de voksnes pligt, bemyndigelse og magt til at hjælpe børnene på rette vej med deres udvikling.

Socialdarwinismen og hierarkiseringen af racer lurede omme bag det hele: Vi, der skabte og så fortællingerne og billederne, var de overlegne, mens de –- de sorte børn -– var de underlegne, som vi skulle hjælpe med deres udvikling så de kunne blive ligesom os.

Set i bagklogskabens klare lys drejede det hele sig om at retfærdiggøre koloniseringsprojektet. I de britiske reklamebilleder var det billede mere tydeligt og dermed også lettere at afkode end andre steder i populærkulturen. I datidens mange rengøringsreklamer optrådte det afrikanske barn særlig hyppigt. Her blev lille Sorte Sambo afbleget eller vasket kridhvid i lystigt boblende sæbeskum, storsmilende over hele krydderen over endelig at nå det hvide ideal.

I dag er det racemæssige billede mellem os og dem heldigvis ikke skåret ud i pap som det var for hundrede år siden. Hverken i Storbritannien eller i andre vestlige lande herunder i Danmark. Aflivningen af koloni-imperierne, folkevandringer, immigration, internationalisering og globalisering har sat sine spor alle vegne. Vi har en næsten sort amerikansk præsident for verdens mægtigste nation. Mere tydeligt kan opbruddet med fortidens racedoktriner næppe blive.

Ikke desto mindre er der fortsat lighedstegn mellem den måde, som mennesker fra Afrika blev afbildet for 100 år siden og i dag. Det gælder i  nyhedsmedier og populærkulturen – – og i informationsmaterialerne fra de nødhjælpsorganisationer og andre udviklingsinstanser, som er sat i verden for at bekæmpe verdens uretfærdighed og ulighed.

I Danmark fortsætter udviklingsinstanser som DANIDA og de folkelige bistandsorganisationer med at formidle et billede af Afrika som underlegent og i behov for bistand. Det er primært historien om et kontinent, der har brug for hjælp, som vi hører fra dem.

Rationalet bag budskabet er, at vi læsere og seere skal vide, hvad det er, vi skal hjælpe med. Så hvad enten det er i publikationer, rapporter, på hjemmesider, YouTube-videoer eller i dokumentarfilm, og uanset om det handler om god regeringsførelse, sundhed, uddannelse eller infrastruktur, så er den gennemgående historie som i begyndelsen af det 20.’ århundrede: Afrika har brug for vores hjælp til at udvikle sig.

Derfor ser vi billeder og hører historier om kvinder, som dagligt går kilometervis af vej for at hente vand og brænde, vi får fortællinger om skolebørn, som må tage sig til takke med en lærer til 120 børn, og vi hører om økonomisk svindel og korrupte arikanske statsledere, som har snablen lidt for langt og kreativt nede i statskasserne for at fylde deres egne lommer med de midler, som ret beset burde være gået til deres landes udvikling.

Og når hjælpen skal intensiveres, når der er katastrofer, som der skal samles ind til, eller når der skal sættes seriøst fut under fundraisingen, så får det hele en ekstra tand. Her er det så, at de afrikanske børn for alvor bliver sat i spil. Som generalsekretær Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors udtalte i Information den 5. Juli 2011, inden Røde Kors gik i gang med deres indsamlingskampagne til sultkatastrofen på Afrikas Horn; Før vi har billeder af børn med opspilede maver, får vi ikke kampagnen til at give overskud.

For vi ved alle, at stillet overfor et barn i nød vil enhver forsøge at komme barnet til undsætning. Den fornemmelse er ikke bare tidsløs, den er menneskelig og universel. Det er i nødsituationerne, at frekvensen afbildningen af børn fra udviklingslandene er størst.

Hvad er der så galt med det, kan man sige. Det er jo ikke løgn, at rigtig mange mennesker i udviklingslandene har det svært. Og hvis billederne af nødlidende børn kan være med til at samle tiltrængte penge sammen til at hjælpe dem, hvad er så problemet?

Den britiske rapport Finding Frames: New ways to engage the UK public in global poverty, som udkom i begyndelsen af 2011, peger på hvad problemet kan være.

Rapporten, der er udgivet af Bond for International Development – – et konsortium af britiske NGO’er  – viser at trods de milliarder af indsamlede pund og den enorme folkelige opbakning til Live Aid i 1985 og Make Poverty History og Live8 i 2005, så har kampagnerne ikke ændret ved briternes dybere engagement i global udvikling.

Siden 1997 har omkring 25 procent af den britiske befolkning været optaget af global fattigdom. Det tal ændrede sig væsentligt til 32 procent i 2005 under Make Poverty History kampagnen, men siden er det igen faldet til 24 procent. Rapporten konkluderer derfor, at selvom de store kampagner slår alle rekorder i både seertal og indsamlede midler, så risikerer de at ende i et selvmål. Selve formen, underholdingen ved et show med stribevis af berømtheder, god musik, quizzer, sjove, charmerende værter og mulighed for at vinde en bil som i Danmarks Indsamling, overskygger simpelthen de bagvedliggende årsager, de strukturelle grunde til, at børn er på flugt, at de sulter og er ofre for krig.

Samtidig er showene med til at fastfryse det basale billede af Afrika som et håbløst, hjælpeløst kontinent, simpelthen fordi det er det billede, som eksponeres for at rejse penge.

Dertil kommer, at vi under de store indsamlingsshow gentagne gange får fortalt, at det hele kun kan blive bedre i Afrika, hvis vi derhjemme sms’’er et støttebidrag. Det giver et indtryk af, at problemstillinger i udviklingslandene er noget, som kan fixes her og nu, peger Bondrapporten på. Det letter også den dårlige samvittighed. For hver gang vi sender en sms med 100 kr. til børn på flugt, så har vi da i det mindste gjort noget.

I Storbritannien har rapporten skubbet til en konstruktive selvkritik i hjælpeorganisationernes kampagne-, kommunikations- og fundraisings afdelinger, som allerede var i gang. For der er ingen i disse afdelinger, som ønsker at sætte en kæp i hjulet på det globale engagement med hårdt pumpede kampagner og opildne til en folkelig opbakning, der kun handler om at sende penge. Der er heller ingen, som bevidst er respektløse i portrætteringen af Afrika og andre udviklingsområder. Tværtimod i de store organisationers kommunikationspolitikker har der i årevis ikke været nogen slinger i valsen på det område. Vi tror på at vise folk, der er bemyndiget, aktive og engagerede medlemmer af deres samfund, hvor dette er muligt, står der eksempelvis i indledningen til ActionAid International‘s retninglinjer for fotografering af individer. Det samme gælder for tekst og video.

Danmarks Indsamling med de 12 danske organisationer bag sig fører en lignende politik. Ingen respektløs afbildning, hverken i tale eller billeder, men fokus på stolte mennesker, som trods fattigdom og hårde livsskæbner tager fat og ønsker at ændre deres situation. Sidste år var temaet  således det moderne Afrika og at hjælpe kontinentets unge med at skabe det nye Afrika.

Ikke desto mindre kan man forsat sidde med en fornemmelsen af  formidlingen fra udviklingslandene befinder sig inden for rammerne af en ghetto, der aldrig rigtig når ud over rampen. At billederne af fattige, men glade og optimistiske børn og unge lægger sig som et slør henover øjnene på én og blokerer for andre indtryk og et mere nuanceret billede af verden end det, som er bundet op omkring udviklingsarbejdet og vi-skal-hjælpe-dem-med-at-udvikle-sig dogmet.

Udover i Danmarks Indsamling figurerer Afrikaemner i dansk tv primært i regi af nyhederne og dermed med en overvægt af fokus på katastrofer og ulykker, sådan som nyheder nu engang gør. Ellers bliver Afrikaemner taget op i gode programmer som Horisont, hvor de er underlagt den samme redaktionelle tilgang som alle andre emner. Men derudover vil det være synd at sige at Afrikastof, som er redigeret under objektive nyhedskriterier udenom bistandsdagsordnen, fylder meget på dansk TV.

Zapper man derimod videre fra de danske kanaler til internationale Al Jazeera, BBC World News og CNN, tegner der sig et andet billede. Udviklingslandene behandles her som en del af verden. Især i Al Jazeera, hvor Afrika oven i købet står først i menu-linjen på hjemmesiden, som der hør og bør ifølge alfabetet og ikke som hos BBC og CNN, hvor henholdsvis  UK og U.S. står først.

Også i internationale printmedier som The Economist er der en sektion for Afrika ligesom der er for Mellemøsten, Europa, Asien og Amerika. Som hos Al Jazeera er The Economists Afrika-stof befriet fra alverdens bistandsdagsordner. I december nummeret helliget bladet sin tema-sektion til Afrika. Det blev udråbt til The Rising Continent ledsaget af masser af fakta om vækstpotentialer, nye markeder, en voksende middelklasse, entreprenørskab og bekymring over mangel på generationsskifte blandt statsledere og det seneste rush efter Afrikas mineraler og landbrugsvarer. Men alt i alt en endegyldig afmontering af beretningen om Afrika som det håbløse kontinent, hvilket The Economist ellers kaldte det for 10 år siden.

I 2005 blev Danida’s oplysningsbevilling beskåret med 12 millioner kroner. Begrundelsen var at ulandsoplysningen ikke var god nok. De danske folkelige organisationer skulle tænke nyt, hed det sig fra daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Muligvis var det en tiltrængt opsang, muligvis ikke. Konsekvensen var under alle omstændigheder vidtrækkende. Bl.a. blev MS-biblioteket, der rummede godt 40.000 ulandstitler, lukket med et pennestrøg. Og i en evaluering foretaget i 2008 af Folkekirkens Nødhjælp var konklusionen, at ulandsoplysningen ikke bare var blevet fattigere på penge, men også på seriøst indhold. Til gengæld havde organisationernes kampagnearbejde og fundraising fået et kolossalt ansigtsløft. For samtidig med at oplysningsbevillingen blev reduceret, så blev der også indført øgede krav om selvfinansiering af organisationerne.

Det betød at organisationerne ansatte gade-facere, telemarketingfolk og fundraisingprofiler og gik i krig med at  skabe kampagner og letforståelige budskaber, som i deres enkelthed gik ud på at vi skulle støtte dem.

Damarks Indsamlingen er en del af den udvikling -– en klar fundraisings succes, men samtidig med til at fastholde billedet af udviklingslandene i en tovejsrelation af giver-modtager. Og hvis man skal tage Bondrapporten på ordet også med til at blokere for yderligere globalt engagement for en mere retfærdig verdensorden.

Dermed ikke sagt at Danmarks Indsamling og lignende initiativer burde nedlægges. Som sagt, ikke et ondt ord her om solidaritet og hjælp til andre. Men man kunne godt ønske at den blev fulgt op af et ligeså dedikeret initiativ på oplysningsområdet.

Kampagnen Verdens bedste Nyheder, som med formålet at give danskerne viden om konkrete resultater af udviklingshjælpen og arbejdet med at bekæmpe global fattigdom, har leveret godt nyt fra udviklingslandene siden 2010. Det er klart et skridt på vejen. Men måske fordi kampagnens målsætning er så snævert bundet op omkring udviklingsarbejdet bryder Verdens bedste Nyheder heller ikke for alvor igennem lydmuren.

For øjeblikket revideres Danmarks udviklingsstrategi, og ved et offentligt møde i januar om forslaget til den nye strategi i regi af ingeniørforeningen IDA nævnte udviklingsminister Christian Friis Bach at han også gerne ville forny Danidas oplysningsbevilling og ulandsoplysningen. Han vidste bare endnu ikke rigtig hvordan.

Må jeg her foreslå en overskift til det arbejde som udviklingsministeren og andre folk skal i gang med ””Få ulandsoplysningen ud af sin ghetto””.

Vibeke Quaade, kommunikationsrådgiver.


Continue reading…

January 31, 2012

0 Comments

Afrikas digitale kvantespring

Computerworld nummer 18 * 28. oktober 2011 * 31. årgang.

Sig Afrika og højteknologi er nok ikke det første som tanken falder på. Men måske skulle associationsrækken gå i den retning. For Afrika har taget hul på fremtiden og er i gang med et digitalt kvantespring af dimensioner. Vibeke Quaade rapporterer fra Østafrika.

Esther Njeris, som har en bod med brugt tøj på Toi Market i Nairobi, fortæller at når hun sælger for 600 kroner tøj, så bliver de 450 af dem betalt med mobilpenge. Foto: Vibeke Quaade


Nairobi: Klokken er lidt over otte, stedet er iHub og det store, lyse lokale på fjerde sal midt i Nairobi summer af koncentreret morgenstemning. Udenfor står trafikken stille, man skal tidligt op for ikke at komme til at hænge i den. Men de koncentrerede hoveder, som er bøjede over hver sin åbne laptop eller er midt i en dæmpet dialog med en kollega, hører tydeligvis ikke til dem, som kommer sidst ud af fjerene.

IHub er et digitalt inkubationscenter for Nairobis voksende skare af software udviklere og kreative tech-folk. Siden åbningen i juni 2010 har det tiltrukket flere end 4000 medlemmer, foruden de 250 udvalgte, som dagligt bruger de fysiske rammer og stedets 20MB WiFi til at gøre deres innovative ideer flyvefærdige.

To af dem er Steve Mutinda og Mbugua Njihia, som begge er i midten af 20’erne. De har netop lagt sidste hånd på en pilotudgave af en mobil app;  MedKenya. Den giver kontaktoplysninger på landets sundhedsklinikker og hospitaler og er samtidig et opslagsværk på sygdomssymptomer. MedKenya skal afhjælpe ressourceproblemet i Kenyas sundhedssystem, forklarer Mbugua Njihia.

Vi har kun en læge per 7000 indbygger og i alt 50.000 sundhedsmedarbejdere til at dække hele landet. De fleste kenyanere smutter ikke lige omkring sundhedsklinikken, når de føler sig lidt utilpasse for at få et godt råd. MedKenya vil gøre det lettere for folk at afgøre om de skal opsøge en læge, siger Mbugua Njihia

Afrika har taget hul på fremtiden
Ressourceknaphed og problemer der skal løses i Afrika er der nok af, og de fleste af de innovative ideer, som ruges ud hos iHub handler om at skabe lokale løsninger til lokale problemer, fortæller Mbugua Njihia. Men når it-innovationen generelt vinder frem i Afrika hænger det sammen med at kontinentet på mindre end et årti i er hoppet over de sidste 100 års fastnetforbindelser og har koblet sig direkte ind i det mobile 21. århundrede.

Der bor knap en milliard mennesker i hele Afrika, og halvdelen af dem har i dag en mobiltelefon. Mellem 2003 og 2008 steg antallet af afrikanske mobilbrugere fra 54 millioner til 350, og de sidste tre år er tallet atter steget med godt 150 millioner. Ifølge Wireless Intelligence, som er en global database for mobilmarkedsinformation, overhalede Afrika Vesteuropa i antallet af mobilforbindelser i sidste kvartal af 2010.

Mobilnettet er reelt den første panafrikanske infrastruktur nogensinde og det er oplagt at hænge løsningsmodeller op på den.

I Østafrika er det Rwanda, som har den mest ambitiøse it-strategi. Siden 1994 har Rwanda gjort hvad det kunne for at rejse sig efter folkedrabet, og blandt andet satset kræfter og økonomiske ressourcer på at blive et digitalt brændpunkt i regionen. I hovedstaden Kigali er der ikke langt mellem internet cafeerne i centrum, og har man sin egen laptop eller smart phone kan man komme online de fleste steder via hotspots. For tre år siden indledte Rwanda desuden et pilotforsøg med amerikanske Nicholas Negropontes One Laptop Per Child program.

Vi satser på at uddanne en arbejdsstyrke, som kan bidrage positivt til den økonomiske udvikling. Det nødvendigt tidligt at forberede eleverne på en moderne fremtid, hvor de søger viden udefra og lærer at samarbejde med resten af verden, forklarer vice undervisningsminister Dr. Mathias Harebamungu.

I nabolandet Uganda har regeringen også set skriften på væggen. Det gælder især indenfor sikkerhed og registrering. Alle der rejser ind og ud af landets internationale lufthavn, Entebbe får fotograferet sin øjeniris og taget aftryk af alle fem fingre. Sådan er det også når man skal have et kørekort. Ved det sidste præsident- og folketingsvalg i feb. 2011 blev vælgerne registreret ved hjælp af et biometrisk system. Det digitale valgregistrer er desuden første skridt på vejen til en national personregistrering af alle borgere.

Men Kenya er det østafrikanske land, hvor den mobile infrastruktur bruges mest bevidst som løftestang for udvikling og økonomiske vækst.

Den kenyanske regering lettede det statslige greb om tele- og internetsektoren 2004. Ifølge Verdensbanken har det indtil videre betydet private investeringer på 6 milliarder dollar på teleområdet og en vækst på 20% årligt for hele Kenyas it-sektor. It-sektoren er også direkte årsag til at Kenyas samlede vækst er steget med i gennemsnit 5% årligt de sidste 8 år, og ikke er stagneret på 2,8%.

Kenya fører med mobilpenge
Kenyas digitale førerposition skyldes at landet  blev det første i verden, hvor mobilepenge slog igennem. Det var i 2007, da teleselskabet Safaricom lancerede M-Pesa. M står for mobile og Pesa betyder penge på swahili og i løbet af det første år fik M-Pesa 1 million brugere. Fire år efter, mens lande som Danmark fortsat diskuterer hvordan en fremtid med mobilpenge eventuelt kan komme til at se ud, sendes 400 millioner dollar, svarende til 29% af Kenyas bruttonational produkt gennem M-Pesa systemet hver måned. 12 millioner af landets 40 millioner indbyggere er afhængige af M-Pesa, som de bruger til at sende penge til hinanden og betale elregninger, taxaer og dagligvarer.

De handlende i Kenya har med glæde taget M-Pesa til sig. Esther Njeris, som har en bod med brugt tøj på Toi Market i Nairobi, fortæller at når hun sælger for 600 kroner tøj, så bliver de 450 af dem betalt med mobile penge. Esther Njeris foretrækker at blive betalt med mobilpenge fremfor kontanter.

Det er lettere at kunderne betaler med mobilpenge, så slipper jeg for at have kontanter på mig efter fyraften og være bange for at de bliver stjålet på vej hjem, siger hun

Pengeoverførslerne per mobiltelefon har også vist sig at være til gavn for lokalsamfundene ude på landet. Mobiltransaktioner er billigere end bankoverførsler, og fordi både afsender og modtager slipper for at gå i banken er de også hurtigere at ekspedere, når der er brug for dem f.eks. til indkøb af gødning, såsæd eller redskaber.

De første år efter lanceringen i 2007 havde M-Pesa nærmest monopol på mobilpenge i Kenya. Men Airtel Money, Yu Cash og Orange Money er kommet til og godt 1 million benytter dem. Med i alt 13 millioner mobilpenge-brugere står Kenya for over 50% af markedsandelen for alle mobile pengetransaktioner på verdensplan.

Nyt marked for mobil- og internetgiganter
Det er et stærkt inciterende tal, og de store mobil-og internetgiganter har for længst fået øje på udviklingen, og er med til at speede den op.

I 2008 åbnede Nokia sit Afrika research center i Nairobi for herfra at forfølge sin udviklingsstrategi for Afrika; at være med til at sætte skub i den sociale og økonomisk udvikling – og samtidig profitere fra den. Det forklarer Jussi Impoï, som leder Nokias Research Center.

Vi satser på mobilløsninger til den brede befolkningsgruppe, altså de fattigste, fordi det er indenfor dette segment at mulighederne er størst og de fleste mennesker får noget ud, siger han. Han fortæller også at Nokia har fokus på mikrofinans og e-learning, og på at udvikle produkter, som er specielt designet til de lokale behov. Men derudover vil Jussi Impoï ikke afsløre hvad det er som Nokia satser på i Afrika, eller hvornår det er klar.

Googles erklærede mål er at forøge antallet af afrikanske internetbrugere. Google kører hårdt frem med universitetssamarbejder, afholder workshops for afrikanske softwareudviklere og laver satsninger som Google Maps Afrika for at få flere afrikanere online. Men fordi netadgang i Afrika fortrinsvis foregår er via dyre satellitforbindelser, er strategien opadbakke. Indtil videre er antallet af afrikanske internetbrugere kun 40 millioner.

Ikke desto mindre er tiltroen til internettets fremtid i Afrika stor. I takt med at de undersøiske fiberkabler, der trækkes rundt om kontinentet, udbygges, bliver det hele tiden billigere at komme på nettet. Der går to kabler op langs Vestafrika med begrænset kapacitet, men et kraftigere tredje kabel er undervejs i 2012. I Østafrika er situationen bedre. Da højhastighedskablet, der går fra Sydafrika til Kenya, åbnede i september 2009, betød det et prisfald for internetadgang i hele Østafrika på 90-95 procent.

Det går hele tiden fremad, men hvis Googles strategi skal lykkes, så skal prisen på internetadgang endnu længere ned så alle kan være med, mener David Owino, som er administrerende direktør for Bandwidth and Cloud Services i Nairobi.

Han forklarer at det indtil videre kun er Kenyas voksende middelklasse, som er på nettet. På sin laptop browser han sig frem til to kenyanske svar på den danske eventguide www. downtown.dk; hjemmesiderne www. eatout.co.ke og www. rupo.co.ke. De markedsfører sig selv online med slagtilbud på gode oplevelser og tilbud skræddersyet til Nairobis middelklasse. Det er et spørgsmål om tid før flere brugere komme online via smart phones eller tilsvarende tablets, forudser Owino og peger på at den udvikling allerede er i gang. Da søkablet åbnede i 2009, og prisen på internetadgang faldt, betød det at smart phones, som ellers var særsyn i de østafrikanske hovedstader, med et blev mere almindelige. Salget af dem fik yderligere et boost da Google i samarbejde med Samsung og Huwai i begyndelsen af 2011 lancerede IDEOS smartmobilen med android-styresystem til godt 600 DKK i Kenya og Uganda.

Udenlandske investeringer i det digitale Afrika
Udenlandske forretningsfolk har også øje for Afrikas digitale udvikling. Danske Kresten Buch, der står bag sitet http://www.fodbold.dk, er en af dem. Sammen med David Owino lancerede han sidste år begivenheden IOP48 i Nairobi, hvor lovende it-iværksættere får 48 timer til at finpudse en innovation og gøre den flyvefærdig. IPO48 har hidtil været afholdt to gange og hver gang har de bedste af iværksætterne fået 180.000 kroner i et tre-årigt indskud, og Buch og Owino har haft lejlighed til at spotte de mest investeringsmodne af dem.

Indtil videre har Kresten Buch sat penge i fire start-ups i Nairobi blandt andet fodboldsitet http://www.futaa.com. På spørgsmålet om hvorfor han har valgt netop Kenya svarer han:

Det hænger sammen med mobilpengenes udbredelse. Foreløbig kan man kun sende mobilpenge mellem to brugere i Kenya. Men så snart der bliver åbnet op for at gøre de nuværende mobilpengeplatforme til betalingssystemer, som vi kender det fra kreditkort, så er der ingen tvivl om at e-handlen vil eksplodere og et helt nyt marked vil åbne sig, forudser Kresten Buch

David Owino er enig.

Alle er interesserede i at det digitale Afrika skal lykkes fordi alle får noget ud af det, sådan som vi har set med mobilpengene, siger David Owino. Han smiler mens han lukker sin laptop ned.

Lur mig, hvis der ikke allerede et par millionærer undervejs ovre hos iHub, siger han.

September 22, 2011

0 Comments

Løvespring for Ugandas middelklasse

Politiken 21. sept. 2011

Politiken. Økonomi. 21. september 2011. Kampala. Katastrofer, krig, epidemier og fattigdom hører med til dagligdagen i Afrika. Men samtidig går økonomien frem, og middelklassen vokser. Det gælder også i Uganda.

Det er lørdag formiddag i Ugandas hovedstad Kampala. Dyre biler triller op foran byens to store shopping centre, Oasis og Garden City, og ud af dem stiger Ugandas voksende middelklasse.

I nystrøget vestligt sommertøj i stærke farver, spadserer smågrupper af familier på lørdagsindkøb ind i centrene. De kommer ud igen med indkøbsvogne ligeså fyldt med varer, som hvis scenen havde været i Europa. Udenfor centrene snegler bilkøerne sig afsted, fordi den økonomiske medgang har fordoblet antallet af bilejere i Kampala siden 2000.

Her, hvor trafikken næsten er gået stå, holder tiggerbørnene til. De går op og ned langs rækkerne af biler, med hånden fremme for at få et par håndøre. De fleste billister ryster afvisende på hovedet. De vil ikke lære børnene tiggeriets kunst. Andre forbarmer sig.

De seneste 10 år har Uganda oplevet en vækst på 6 procent om året, og landet har en af de største vækstpotentialer i Afrika. Men fattigdommen er barsk, og trods væksten lever hver fjerde indbygger stadig under 7 kroner om dagen.

’Løver på spring* er blevet et buzzword for de afrikanske lande, hvor økonomien vokser hurtigt. I dag udgør middelklassen 34 procent af Afrikas befolkning, og antallet af afrikanere, som er husejere, har bil, bruger mobiltelefoner og sender deres børn i privatskoler, er vokset markant, fremgår det af en rapport fra Den Afrikanske Udviklingsbank.

Folk må selv skabe deres job
I et lille kontor i det centrale Kampala lægger Victor Drile, som er grafisk designer og midt i 30’erne, sidste hånd på en reklamekampagne, der skal være klar mandag. Victor Drile er uddannet fra Makerere University. I otte år har han og en tidligere medstuderende drevet to-mandsfirmaet GrandBrand.

Vi startede GrandBrand lige efter universitetet, og vi havde enorme ambitioner, hvilket navnet afspejler, men vi er ikke helt nået dertil endnu, siger Victor med et ironisk smil. GrandBrand har dog kunder og opgaver nok til at finansiere begge mænds småbørnsfamilier med hus og bil, – selvom det kræver ekstra timer i weekenden.

For konkurrencen er hård. Ugandas højere læreranstalter har de sidste 10 år udklækket i gennemsnit 36.000 kandidater på årsbasis, og kun omkring 20 procent af dem får lønarbejde. Resten må skabe deres eget job som iværksættere; en praksis som ifølge den Afrikanske Udviklingsbank er stærkt medvirkende til væksten og middelklassens vokseværk på hele kontinentet.

Ifølge Den Afrikanske Udviklingsbank består Afrikas middelklasse af mennesker, som dagligt forbruger mellem 10 og 100 kroner om dagen, et tal som skal ses i lyset af købekraften på kontinentet. Den øverste del af middelklassen forbruger 50-100 kroner om dagen mens mellemgruppen forbruger 20-50 kroner, og har nok til at kunne spare op. De  21 procent, som ligger lavest på skalaen forbruger dagligt 10-20 kroner og har potentiale til at løfte den generelle levestandard op over et eksistensminimum.

Skrædderiet er Helens chance
Et sted mellem de to sidste kategorier befinder Helen Ameso og Grace Asio sig. For et halvt år siden åbnede de to kvinder et lille skrædderi i et bræddeskur ved Ntinda-markedet, der ligger udenfor den centrale bykerne.

På symaskiner, som de to kvinder træder med fodkraft, arbejder de på en ordre sengelinned for et hotel. Ellers syr og reparerer de tøj for almindelige mennesker. Grace har endnu ikke sin egen familie, hun bor hos sin mor.

Det har Helen til gengæld; to børn på 12 og 14. De går i en privatskole, som hendes bror betaler.

Det er min chance for at tjene nok til blive uafhængig af andres hjælp, siger Helen Ameso.

Indtil videre er begge kvinders dagsindtægt på 30 kroner. De sparer op til at leje et lokale, som ligger mere centralt på marketet, så flere kunder kan blive klar over, at de er der.

Ugandas fremgang startede i begyndelsen af 1990’erne, da landet tog Verdensbankens og IMFs liberalistiske strukturtilpasningsmodeller til sig.

Økonomien og forretningslivet var smadret efter tiden med Idi Amin og Obote II, og der kom først gang i systemet igen efter vi liberaliserede det i 1990’erne, siger rektor Waswa Balunywa fra Makerere University Business School.

Han peger på, at reformerne fik gang i både servicefag og en industriproduktion, som i dag beskæftiger henholdsvis 5 procent og 13 procent af arbejdstyrken. Det primært herfra, at middelklassen tjener sine penge.

Landbruget betaler prisen
Til gengæld ramte reformerne hårdt i landbruget, hvor 80 procent af befolkningen arbejder.

Bønderne betalte prisen for strukturreformerne. De dyrker stadig jorden med håndkraft, deres livsform har ikke ændret sig i mange generationer. Den store udfordring er at få bønderne med i udviklingen, siger Waswa Balunywa, der udover at være rektor også er medlem af Bank of Ugandas bestyrelse.

I fugleflugt er der to kilometer mellem de store shopping centre inde i byen og Helen og Graces skrædderi. Alligevel er der en verden til forskel. Det er mennesker som Helen Ameso og Grace Asiro, der skal tage det største løvespring, hvis Ugandas middelklasse skal blive ved med at vokse.

Vibeke Quaade, Kampala

September 9, 2011

0 Comments

Fra folkemord til foregangsland

Politiken, Økonomi. 7. sept. 2011. Kigali. For 17 år var Rwanda rystet af et blodigt folkedrab. I dag er landet i hastig udvikling med nultolerance over for korruption, høj vækst og serviceydelser, som også kommer de fattigste til gode.

Med svømmevinger om de muskuløse overarme og et flydebælte om livet tager en ung langlemmet mand uøvede svømmetag. Langsomt, men beslutsomt bevæger han sig igennem vandet. Han svømmer på den korte led af bassinet. Han stopper op og puster ud, hver gang han har svømmet en bane. Gæsterne langs kanten af bassinet følger nysgerrigt med.  Stedet er Kigali, hovedstaden i Rwanda og poolen er Hotel de Mille Collins i en gennemrenoveret udgave af det sted, hvor den skæbnesvangre historie fra filmen “Hotel Rwanda” udspillede sig i 1994.

Dengang destruerede Rwanda sig selv i løbet af 100 dage. Op imod en million tutsier og moderate hutuer blev udryddet i et af verdens mest brutale folkemord.

17 år efter er landet på afgørende områder længere fremme end før folkedrabet. Internationalt omtales Rwanda og landets præsident siden 1994, Paul Kagame med lige dele beundring og forundring. For det lille østafrikanske land har gjort som svømmeren i poolen. Målrettet og uden tanke for at udenforstående måske ikke helt troede på projektet, har Rwanda stødt og sejt arbejdet sig fremad. I dag er det et Afrikas mest fremgangsrige lande.

Rwanda var smadret efter folkedrabet, folk var desillusionerede og ødelagte. Vi skulle starte forfra. Kun få troede på at vi ville kunne rejse sig os indenfor overskuelig tid. Alligevel er vi på vej til at nå vores mål; at blive et middelindkomstland inden 2020 siger John Rwangombwa, Rwandas finans- og planlægningsminister med slet skjult stolthed.

Fra at være et fattigt landbrugsland skal Rwanda blive til et vidensbaseret samfund. Målene står i drejebogen for Rwandas udvikling, Vision 2020.

Ifølge John Rwangombwa kan der sættes hak ved en række felter på resultatlisten.  Syv-årig grundskole for alle børn er stort set nået med en dækning på 96 procent. Målet om ni års skolegang er godt i gang. Antallet af offentlige hospitaler og sundhedsklinikker er også fordoblet de sidste 17 år, og 99 procent har en sygesikring. John Rwangombwa nærmest ryster resultaterne ud af ærmet.

Økonomisk er der også taget store spring fremad. Gennemsnitsvæksten siden 2000 har været på 7 procent. Væksten er fortrinsvis drevet af landbrugssektoren, som 90 procent af befolkningen er en del af.

John Rwangombwa læner sig frem:

I må forstå at omdrejningspunktet i Vision 2020 er at få en økonomi i gang, som alle deltager i at opbygge. Vi må opbygge en kollektiv samhørighed på tværs af klasseskel og etnicitet, hvor alle føler sig som en del af fællesskabet, så vi ikke risikerer igen at skulle starte forfra, siger han.

Bidrag til fællesskabet
Et folkedrab må bare ikke ske igen. For at være på den sikre side bruger regeringen bevidst opdragelseskampagner, som samler befolkningen om fælles anliggender. En af dem er Umugunda, hvor alle indbyggere, også præsidenten, sidste lørdag i hver måned bidrager til fællesskabet ved at  plante træer, grave grøfter, bygge skoler eller rydde op i deres lokalområde. I Kigali er der pænt og rent. Det er ikke for ingenting at Rwanda kaldes Afrikas Singapore. Fodgængerne går kun over gaden, hvor der er zebrastriber, motorcykeltaxaernes chauffører og deres passagerer har styrthjelme på. Der ligger ikke plastikposer og andet skrald og flyder i rendestenen.

Forretningsfolk hæfter sig ved at der er nultolerance overfor korruption, snyd og tyveri.

Det er nemmere at lave forretning i Rwanda, end i mange andre afrikanske lande, hvor korruptionen og svindel har lettere spil, siger Faustin Mbundu, viceformanden for Rwandas Private Business Federation. Han mener, at den imponerende stigning i udenlandske investeringer fra 32 millioner dollar i 2003 til 541 millioner USD i 2009 bl.a. skyldes Rwandas anti korruptionspolitik. Han er heller ikke i tvivl om, hvem der er bannerfører for denne linje. Paul Kagame styrer landet som en stor virksomhed, hvor det gælder om at få alle til at yde deres ypperste og udelukkende gå efter målet; at skabe vækst. En af metoderne er moderne netværk. Præsidenten har sin egen rådgivergruppe, som hjælper med de politiske prioriteringer –  og med at lægge et godt ord ind for Rwanda ude i verden og tiltrække investeringer.  Den bedst kendte rådgiver er Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair.

Kagame er ivrig bruger af sociale medier, især twitter, og godt i gang med at forbinde det lille land til resten af verden på it-fronten. Ambitionen er at gøre Rwanda til Østafrikas digitale centrum. Indtil videre er der trukket 2.700 km fiberkabler ud igennem landet, så landets 27 distrikter kan komme online.

Begrænset ytringsfrihed
Kagames mod brander Rwanda positivt som Afrikas dynamo. Men samtidig giver hans stramme styreform anledning til international kritik. Den politiske opposition kritiserer ham for at overtræde menneskerettighederne og favorisere tutsi mindretallet på 15 procent af befolkningen.

Også ytringsfriheden står for skud. Ingen af landets aviser og blade redigeres efter objektive kriterier. En ny og mere liberal medielov er på trapperne, men de færreste tror, at det vil ændre noget på kort sigt. Selvjustitsen blandt journalister er stor.

I 1994 blev især radioen brugt som propagandamaskine til at opildne og koordinere folkemordet. Kun de færreste mediefolk har mod på at eksperimentere med landets interne sikkerhed og fremtid – og muligvis deres egen – ved at skrue for meget op for den åbne debat.

Udviklingsmæssigt leverer Rwanda leverer varen. Så kan verden mene, hvad den vil.

Vibeke Quaade, Kigali

September 2, 2011

0 Comments

It-sektoren sætter gang i Kenya


Politiken,  31. august 2011: Jeg opfatter egentlig ikke mig selv som software udvikler, snarere som problemknuser, siger Conrad Akunda, som er 33 år og produktionsleder for it-virksomheden Virtual City i Nairobi

Ordene falder knap en halv time inde i samtalen. Vi sidder på Conrad Akunda lille kontor ved siden af marketing- og økonomiafdelingen i en af de to containerbygninger midt i Nairobi, som Virtual City har til huse i. I den anden container sidder holdet af 15 software udviklerne, som Conrad Akunga er chef for. Han har vist lokaliteterne frem og ridset historien op om Virtual City, der startede i slutningen af 1990’erne og var en af Kenyas første IT-virksomheder. Han har også fortalt, at han selv begyndte hos Virtual City mens han endnu gik på Strathmore University i Nairobi. Og om Agrimanagr, der er en af Virtual Citys seneste løsninger.

Agrimanagr er specielt bygget til Kenyas te-industri for at sætte en stopper for fiflerier med vægt og pris. Ved hjælp af digital indrapportering sørger systemet for at den korrekte vægt på te-plukkernes sække med friske teblade sendes direkte til opkøberen. Indtil videre bliver Agrimamagr brugt af 35 af Kenyas 65 største te-farmere.

Systemet er efterspurgt fordi det løser et tilbagevendende problem med vægtsnyderi, der både går ud over te plukkerne, som får for lav betaling for deres arbejde og for opkøberne, som betaler for meget for teen, fortæller Conrad Akunga.

Det er herefter at sætningen med selvkarakteristikken som problemknuser kommer.

Rugekasse for innovation
Conrad Akunda er ikke den eneste it-ekspert i Nairobi, der opfatter sig selv som problemløser og er stolt af at være det.

I en anden ende afNairobi, på fjerde sal i store lyse lokaler, ligger iHub. Det er byens godt et år gamle incubations-center, dvs. rugekasse, for kreative it- iværksættere og deres nyskabende ideer.

Hos iHub holder Jamilla Abas, Susan Ogoa og Linda Omweng til. De er alle sidst i 20’erne, og sidste år udviklede de den mobilbaserede platform, M-Farm, som skaber direkte kontakt mellem småbønder langt ude på landet og deres marked i større byer. For øjeblikket tester de M-Farm  blandt 400 småbønder i Kinangob, tre timers kørsel fra Nairobi. Indtil videre har systemet vist sig at sikre bønderne en bedre pris for deres produkter end hvis de solgte via mellemhandlere.

Hvis ikke vi løser småbønders kæmpemæssige udfordringer med ringe adgang til marked og distributionskanaler, vil vi aldrig få en landbrugsrevolution i Afrika, siger Jamilla Abas, der oprindeligt kommer fra Wagiri i det nordlige Kenya, og derfor har førstehåndskendskab til småbøndernes udfordringer.

Digitale løsninger til problemer
I det hele taget er Nairobi’s IT-miljø fyldt med entusiastiske unge, der gør, hvad de kan for at skabe digitale løsninger til er marked, hvor de sociale og økonomiske problemstillinger nærmest står i kø. Til formålet bruger de mobilnettet, som dækker  90% af befolkningen og reelt er den eneste infrastruktur i landet, der er så udbygget at den stort set når alle borgere.
Løsningerne er hovedsageligt skræddersyet til lokale kenyanske problemstillinger, men nogle rammer også internationalt. Crowdsourcing platformen Ushahidi er en af dem. Den blev oprindeligt udviklet af en gruppe menneskerettighedsforkæmpere og IT-folk for at bringe øjenvidneberetninger frem i offentligheden fra Kenyas kaotiske og voldelige præsidentvalg i 2007-8. Siden er Ushahidi  oversat til ikke mindre end 88 sprog og har været brugt mere end 50.000 gange i 120 lande.

IT-sektor sikrer Kenyas økonomiske vækst
Kenyas regering har for længst fået øje på det digitale potentiale og har gjort sit til at fremme det.

I 2004 løsnede regeringen det statslige greb om tele- og internetsektoren, hvilket indtil videre har betydet private investeringer på 30,9 kroner alene på tele-området. Dertil kommer 3,6 milliader kroner  til de  fiber kabler, som siden september 2009 har gjort det prisoverkommeligt at komme på internettet i Kenya og har været direkte årsag til at salget af smart phones er eksploderet. Per 2018 håber Kenyas regering tilmed at kunne åbne en ny teknisk by 60 km udenfor Nairobi. Konza er dens officielle navn, men allerede nu, hvor jagten er gået ind på investorer, som ser mulighederne i Kenyas It-revolution, går byen under kælenavnet Afrikas Silicon Savanna.

Nairobi anno 2011 minder om San Francisco i midten af 90’erne, der er en fornemmelse af at sidde på et guldæg, siger Wolfgang Fenger, som er ledende økonom for Verdensbanken i Kenya.

Hans ord bakkes op af bankens egne fakta. Siden 1994 og liberaliseringen af tele-og internetsektoren er den vokset 20 procent  om året og er den direkte årsag til, at Kenyas vækst har været omkring 5 procent årligt.

Mobile betalinger er et hit
Det er især teleselskabet Safaricoms system M-Pesa, som har sat gang i den digitale udvikling. M står for mobil, Pesa betyder penge på swhahili og med M-Pesa kan alle og enhver med en mobiltelefon overføre penge til en andens mobiltelefon.

Siden M-Pesa blev lanceret i 2007 er omkring 13 millioner af Kenyanere blevet brugere af det handy alternativ til kreditkortet og bankkontoen er der ikke noget i prognoserne der tyder på at den andel vil falde. Oven i købet har det vist sig at systemet løser et sikkerhedsproblem for forretningsdrivende, fordi de ikke længere behøver have kontanter på sig på vej hjem.

Desuden har pengeoverførslerne per telefon har en gunstig effekt på udviklingen ude på landet, fordi detletter cash-flowet i landområderne, når der er brug for pengene, f.eks. til indkøb af såsæd eller lægebesøg.

For softwareudviklerne som Conrad Akunga er enhver problemstilling, som Kenyas digitale fremdrift kan løse, en klar inspirationskilde.

Hvis man er softwareudvikler er der ikke noget sted i verden lige nu som er mere spændende end Kenya. Vi er  med til at knække koden til Afrikas udvikling, fastslår han.

Vibeke Quaade, Nairobi

June 13, 2011

0 Comments

Fra bonde til marked: Kenyanske IT-kvinder skaber forbindelsen.

U-landsnyt.dk 13. juni 2011. Stribevis af mellemhandlere og gate-keepers er medvirkende til at kenyanske småbønder har svært ved at afsætte deres afgrøder til en rimelig pris. Derfor har tre kvindelige nørder udviklet M-Farm, som skaber direkte forbindelse mellem bønderne og deres marked.

“Hvis danskerne gerne vil støtte Afrika, så behøver de altså ikke give os bistandshjælp eller købe CSR-støttede varer eller ydelser. De kan bare handle direkte med os, det er meget nemmere.”

Ordene er Jamila Abass’. Hun er 27 år, kenyaner og software ingeniør. Sammen med kollegaen, Susan Oguya, som også er 27 og mobil-app udvikler, er hun på en smuttur i København for at sondere markedet.

Susan og Jamila har sammen med en tredje kollega Linda Kwamboka Omwenga udviklet en digital løsning, som kan sætte producenter af landbrugsvarer direkte sammen med aftagerne.

M-Farm forbinder 400 bønder med deres marked
M-Farm kalder de systemet, og for øjeblikket afprøves det i Kenya, hvor det forbinder 400 småbønder fra Kinangob med bl.a. handlende fra det store Marikiti-marked i Nairobi.

Kinangob ligger i Naivasha-området cirka tre timers kørsel fra Nairobi, og M-Farm har valgt netop dette område fordi det huser 200.000 småbønder og dermed potentielle brugere af M-Farm.

I Kinangob dyrker bønderne gulerødder, kartofler, slikærter og honning, og selvom de bor forholdsvis tæt på Nairobi skal de igennem 3-6 led af mellemforhandlere før afgrøderne når boderne på markedet i Nairobi. Dermed har de det samme problem som alle andre småbønder i Kenya – og i det meste af Afrika. De får aldrig noget der ligner den pris for deres produkter, som varerne sælges til på markedet.

Direkte handel udenom mellemhandlere og gate-keepers
Det er for at sikre bønderne direkte adgang til markedet og en bedre pris at de tre unge kvinder har udviklet M-farm. Via mobiltelefonen sætter M-Farm bønderne direkte i forbindelse med aftagerne på det marked, som de gerne vil nå. M-Farm giver dem mulighed for – udenom af mellemhandlere og gate-keepers – at lave aftaler direkte med aftagerne og dermed få en bedre pris for varerne.

Af en befolkning på godt 40 millioner mennesker har 22 millioner kenyanere et mobilabonnement, og det gælder også småbønder. Så det giver kun mening at bruge mobil-infrastrukturen til at skabe forbindelsen. Dertil kommer at det kenyanske mobil-betalingssystem M-Pesa, gør bønderne i stand til at modtage betaling for deres varer udenom diverse mellemled.

Indtil videre tager M-Farm 50 øre for hver sms der går igennem deres system, men det hele er stadig i en testfase, og det vil vare et stykke tid før priserne ligger endeligt fast.

Det kræver afsætningsmuligheder at øge produktionen
Susan og Jamila er begge opvokset på landet. Susan er fra det frodige Kisumu-område i Vestkenya ved Uganda, mens Jamila kommer det ofte tørkeramte Wagir tæt på grænsen til Somalia. Begge har fra barnsben haft småbøndernes udfordringer inde på livet.

Alle steder på landet i Afrika har bønderne det samme problem: Det giver ikke mening for dem at dyrke mere, hvis de ikke kan komme af med varerne, forklarer Susan Oguya.

Verdens fødevarekrise har ikke gjort den udfordring mindre. For øjeblikket postes der store midler i at øge produktionen af landbrugsvarer i Afrika, uden at der samtidig investeres i afsætningsmulighederne. Det skaber grobund for en katastrofal udvikling mener de to unge kvinder.

For en bonde kan det ende med dobbelt tab, hvis han dyrker dobbelt så meget uden at kunne afsætte det, fastslår Jamila Abass.

På sigt kan M-Farm også bruges udenfor Kenya
Det var for at give deres bidrag til at løse markedsproblemet at Susan, Jamila og Linda gik i gang med M-Farm. Men selvom systemet er udviklet til deres hjemland, kan hverken Jamila eller Susan se at der skule være noget i vejen for at at implementere det udenfor Kenya.

“I morges var vi på Grønttorvet i København. Markedsfolkene var klart interesserede i at få varer fra Kenya så længe kvaliteten og pakningen er i orden. Så hvorfor ikke udvide systemet til at sætte kenyanske bønder sammen med danske aftagere,” spørger Jamila Abass retorisk og slår en høj latter op. Hun fortsætter;

“Slikærter f.eks. kunne være en begyndelse. På markedet i Nairobi koster 100g slikærter 60 ører. På Grønttorvet går de for 25 danske kroner.”

M-Farm i Helsinki for at få Verdensbank pris
Men inden M-Farm når så langt, er der meget som skal klares derhjemme. M-Farm er kun syv måneder gammelt og alt er i opstartsfase. Ideen til systemet havde længe luret, men det hele startede for alvor, da trekløveret for syv måneder siden vandt førsteprisen ved IPO48 Kenya. Det var en 48–timers innovations-træningslejr for IT- og mobilsoftware udviklere, der fandt sted i Nairobi i november 2010.

Siden da er det gået slag i slag. Turen til Europa skyldes i virkeligheden at M-Farm skulle til Helsinki, Finland for i lighed med 20 andre IT og mobil start-up virksomheder fra nye markeder at modtage Verdensbankens pris ”Access to Market and Finance”. M-Farms danske forbindelse går gennem Kresten Buch, medarrangører af IPO48.

Flere kvindelige software udviklere i Kenya end i Danmark
“Der er så meget gang i det kenyanske innovationsmiljø på det digitale område – og i modsætning til i Danmark, så virker det som om der er også er langt flere piger med,” siger Kresten Buch.

De tre M-Farm kvinder er en del af det digitale kvindenetværk AkiraChix. Deres kontor er hos ihub, der er Nairobis førende digitale innovations-hotspot og inspirationskilde for digitale entreprenører i Østafrika.

Af Vibeke Quaade, København

May 26, 2011

0 Comments

Ugandas Walk2Work protest vokser i takt med at regimet øger sin brutalitet

U-landsnyt 1. maj 2011

Den folkelig frustration og vrede i Uganda er kun vokset efter sikkerhedsstyrker med fuldt overlæg sårede oppositionsleder Kizza Besigye og nye tal viser at inflationen er steget til 14,1 pct.

Continue reading…

May 26, 2011

0 Comments

Ugandas præsident rapper for endnu en periode

Information 17. Januar 2011

No change! – ingen forandring – lyder Ugandas præsidents valgslogan. Han kæmper for tiden for genvalg ved valget den 18. februar. Og meget tyder på, at det netop er uforanderlighed, befolkningen vil have. For den er først og fremmest interesseret i at bevare landet stabilt, så den økonomiske vækst kan fortsætte.

Continue reading…

May 26, 2011

0 Comments

Ugandas ukronede dronning af mode

MetroXpress 27. januar 2010

Den ugandiske modedesigner Sylvia Owori er modedronning i Uganda. Og hendes imperium vokser stadig. Continue reading…

May 26, 2011

0 Comments

Prisen for ugandiske kvinders rettigheder

Information den 8. februar 2010

Det kan være en kompleks affære at sikre afrikanske kvinders juridiske lige rettigheder. Det viser en aktuel sag i Uganda, hvor en mand tvang sin kone til at amme tre hundehvalpe, uden efterfølgende at kunne blive retsforfulgt.

Continue reading…

May 26, 2011

0 Comments

Tracking East Africa’s Growth

May 26, 2011

0 Comments

China, UK, DK

China, UK, DK 1989–97

Shanghai 1985. Photo: Vibeke Quaade

 

I lived in China in the 1980s, in Denmark and the UK in the 1990s. I was studying comparative literature and Chinese in Denmark and China and writing my thesis in the UK. I also freelanced for Danish media, especially for Politiken.  These are the titles of some of the stories I wrote – apart from one they are all in Danish.

NB: This was before any systematic digital archiving = no links!

Sort blikfang – hvid identitet, Politiken, 26. okt. 1997

Mandeblade – også for kvinder, Politiken, 19. jan. 1997

Sort blikfang – hvid identitet: Om sorte mennesker i engelske reklamebilleder, 1885 – 1995, Social Kritik, 45-46, sept. 1996

Dreams Utopias, Nightmare Realities: Race and Culture within the World of Advertising (co-author Les Back), Third Text, Volume 7. Spring 1993

Below: before systematic digital archiving = no links!

Suset fra Kinas succes duo, Politiken, 7. aug. 1993

Party med stereotyper, Politiken 3. april 1993

Det mandlige forfald, Politiken, 13. feb 1993

Ord-fimseri, Politiken, 14. juli 1992

Next stop lænestolen, Politiken, 12. juli 1992

Verden ifølge Benetton, Politiken 7. juni 1992

Vant til at dø og elske, Politiken, 9. maj 1992

Mange tegn fra Kina, Politiken, 23. juli 1992

Dansker spiller rock i Kina, Politiken, 26. april 1992

Sort Madonna, Politiken, 15. dec 1991

Mellem kulturer, Politiken, 8. okt. 1991

Alternativ kliche, Politiken, 2. okt. 1991

Pærevælling over alle grænser, Politiken, 10. aug 1991

Mod strømmen, Politiken, 26. jun 1991

Orientalsk chancesejlads, Politiken, 27. maj 1991

Kærlighed til Kina, Politiken, 1. maj 1991

Kvinder under akademisk grovfil, Politiken, 28. feb. 1991

Kina for børn, Politiken, 12. jan 1991

Stammeære og bjørnekamp, Politiken, 10. jan 1991

Den sidste koloni, Politiken, 22. dec. 1990

Om single men ikke om sex, Politiken, 31. okt 1990

1-0 til propagandaen, Politiken, 3. okt 1990

Kvinde i Beirut, Politiken, 18. okt. 1990

Bag slør, Politiken, 15. sept.1990

Udsynet fra en osteklokke, Politiken, 4. juni  1990

Jerngreb om Kinas sørgende, Politiken 6. april 1990

Kina frygter ny uro, Politiken 2. april 1990

Skepsis i Hongkong, Politiken 26. dec 1989

Oppositionen frem i Taiwan, 4. dec. Politiken 1990

Rapporter fra Beijing, Politiken, 11. okt 1989

Demokratibevægelsen fra Kina får nyt ansigt i Paris, Information 27. sept 1989

Alt håb ledsages af fodnoter, Politiken, 9. sept. 1989

Systemkritikerne i international front, Politiken, 3. sept 1989

Partiet og forældrene, Politiken, 31. aug. 1989

Kinesere er færdige med terror-styret: to kritikere gør op med Dengs kejserdømme, Politiken, 9. marts1989

Punktum for 90 års fristadsliv i Hongkong, Information, 10. juli 1989

Li lever stadig, Berlingske Tidende, 14. april 1989

For komplet publikationsliste kontakt mig på vibeke.quaade@gmail.com

May 26, 2011

0 Comments

Walk2Work: ny protestform udfordrer Ugandas regering

U-landsnyt 23. april 2011

5 er døde og i hundredevis sårede under de sidste 2 ugers Walk2Work protest mod inflation og enorme prisstigninger i Uganda Continue reading…

May 25, 2011

0 Comments

Vil du ha’ en uddannelse eller giftes

ZAPP JORDEN RUNDT #3-2010

Nahab Peace fra Uganda er ikke i tvivl: Piger skal ikke giftes for tidligt, de skal først have en uddannelse. Især hvis de er fattige.

Continue reading…

May 25, 2011

0 Comments

Opråb fra Uganda til 2015 topmødet: Støt fattige kvinder som mig!

U-landsnyt.dk 20. september 2010

Leya Chede, landmandskone fra Uganda, har et godt råd til verdens ledere, når de diskuterer fattigdomsbekæm-pelse i New York mandag til onsdag: “Besøg mig og se hvordan det kan betale sig at hjælpe fattige kvinder”.

Continue reading…